Personer som har givet navne til vejene i Åbyhøj.

Anker Jørgen Jensen (22.7.1878 - 6.12.1937). Født i Vitved. Død i København. Faderen var lærer i Aaby (Åbyhøj) 1882-1904. Student fra Aarhus Katedralskole. Lektor. Cand.mag. i fransk, dansk og latin. Lærer i Hellerup, Aalborg og Haderslev. Det var på hans forslag, at bynavnet Valby blev afskaffet til fordelt for Aabyhøj. Lavede i 1898 en dybtgående afhandling i Tidsskriftet Dania om Aaby sogn og sprogforhold.
Den lille vej, Søren Madsens Gang i Gl. Aaby har navn efter Søren Madsen. Han var ejer af 'Anneksgården', der omkring 1850 udflyttet til nuværende J.L. Heibergs Vej. Det var en gård, hvor præsten sommetider opstaldede sine heste, når han kom til Aaby fra Århus. Søren Madsens søn, Mads P. Madsen solgte i 1905 gården til hestehandler Anton Pedersen, som navngav den 'Bispegården', da han syntes, at dette navn lød af mere end det gamle.

Jeppe Aakjær (fødenavn: Jeppe Jensen), (10.9.1866 - 22.4.1950). Voksede op i Åkjær ved Skive. Dansk forfatter, skrev mange skuespil. Højskoleophold og studieår i København. Skildrede Jyllands natur og almueliv. Skrevet blandt andet 'Vadmelsfolk', det biografiske værk 'St. St. Blichers Livs-Tragedie', ' Fri Fel', 'Rugens Sange', 'Jens Vejmand', 'Vredens Børn', 'Jens Langkniv', 'Livet paa Hegnsgaard', 'Naar Bønder elsker', 'Jeg er Havren' og fire erindringsbind 'Fra min Bitte-Tid'. Hans digte blev udbredt gennem Højskolesangbogen. Gården Jenle i Salling gjorde han til kulturelt samlingssted, med årlige samlingsmøder. Hans bisættelse blev et tilløbsstykke, med Th. Stauning som taler. Aakjærs urne er nedsat ved Jenle.

Johan Skjoldborg (27.4.1861 - 22.2.1936). Dansk forfatter. Lærer bl.a. på Ranum Statsseminarium. Hovedemnerne for hans digtning var den danske husmands liv og kår. Blandt andet skrevet 'Stridsmand ', 'Kragehuset ', 'Naar Vinteren rinder i Grøft og i Grav'. Blev heltidsforfatter og foredragsholder fra 1902. Hold sommerstævner på sit husmandssted på Himmelbjergegnen, ”Dynæsmøderne”. Gik konkurs, men fik af husmændenes æresbolig i Løgstør. Udgave kort før sin død 'Min Mindebog'.

Erik Bøgh (17.6.1822 - 17.8.1899). Dansk forfatter, teatermand og journalist. Lærereksamen, senere skuespiller og portrættegner i Sverige og Norge. Skaber af den danske revy på Casino-teatret i København og en periode direktør herfor. Redaktør af Folkets Avis. Censor ved Det Kgl. Teater. Blandt andet skrevet 'Det var en Aften paa Tivoli' og samlingen 'Halvandet Hundrede Viser'.

Johannes Ewald (18.11.1743 - 17.3. 1781). Dansk digter, i sin egen tid anerkendt som Danmarks førende lyriker og dramatiker. Student på latinskolen i Slesvig. Teologisk kandidat. Mislykket eventyr i Den Preussiske Syvårskrig. Levede en periode som fri digter og bohéme. Skrev sørgedigte i anledning af Frederik V's død. Blandt andet skrevet 'Adam og Ewa', 'Den ulykkelige Prøve', 'Rolf Krage', 'Philet en Fortælling', 'Rungsteds Lyksaligheder. En Ode', 'Haab og Erindring', 'Til Sielen. En Ode', den selvbiografiske roman 'Levnet og Meeninger', 'Balders Død' og kongesangen 'Kong Christian stod ved høien Mast' Levede sidste år i København bl.a. under beskyttelse af grev Frederik Moltke. Fik en national begravelse med et mægtigt sørgetog.

Chresten Andersen Thyregod (12.11.1822 - 31.7.1898), født i Thyregod ved Vejle, hvorfra han efter militærtjeneste tog sit efternavn. Død i København. Dansk forfatter og lærer fra Jelling Seminarium. Førende indenfor skolelitteraturen. Blandt andet skrevet 'Historier og Sagn', 'Blandt Bønder', 'Herregaard og Landsbyliv', flere større samlinger af folkelivsskildringer, endvidere mange artikler til blade og tidsskrifter om jysk almueliv.