Århusspillet var et brætspil, der mindede meget om Matador.

Århusspillet

Århusspillet med lokalt islæt
Selv om spillet ikke hører til det helt gamle Århus, skal det alligevel nævnes her, da det er en lokal kuriositet.
Det er vist kommet i flere udgaver. Udgaven fra begyndelsen af 1980'erne (telefonnumrenes område startede med 06 i stedet for 86) blev produceret af KFUM og KFUK i Danmark - men det var trykt i Silkeborg Bogtrykkeri.
Pengesedlerne var 'udstedt' af' Handelsbanken. Og bilerne var Falck-biler.
I stedet for at købe gader og 'Rådhuspladsen', købte man aktier til forskellige lokale Århus-forretninger, fx Aarhuus Stiftstidende, Ejendomsfirmaet Niels Bjerregaard, Special Smørrebørd, Underground Ice Cream i Vestergade, Vimo Pakkeost, Byens Belysnings Compagni i Vesterbrogade, Hotel Kong Christian d X i Viby, Grønkjær Sko i Reginakrydset med flere.
Et aktiekort til eksempelvis Special Smørrebrød kostede 550 kr. På bagsiden af dette kunne man så læse lidt reklame: ”Drejer det sig om den daglige frokostpakke, eller et stævne med over tusinde deltagere, stiller Special Smørrebrød sig til rådighed med over 40 års erfaring. Vor afdeling i Sønder Allé 2 kan betjene Dig med alt i smørrebrød, platter, anretninger og fastfood, hver dag til kl. 23.00.”
Mange af chancekortene bar også lokalt præg, som du kan se af disse eksempler:
• Du er en ægte Århusianer. Ryk baglæns de næste 3 slag
• Du er kommet fra Kalundborg til Århus med ”Peder Paars”. Da færgen lægger til i Århus Havn kan portene ikke åbnes. Du må sidde over i 2 omgange.
•Du får lynnedslag - vent en omgang til Byens Belysnings Comp. har repareret installationerne.
•Et besøg på Århus Kunstmuseum betager dig så meget at du helt glemmer tid og sted. Ryg 3 felter tilbage.
•Du har været i City-Vest og gøre dine indkøb. Hæv kr. 1.000 i banken.