I min hjemegn lige nord for Århus red heksene altid til Troms kirke. Jeg har aldrig hørt de gamle tale om andre steder, hvor heksene samledes. (Højskoleforst. R. Nielsen, Særslev)
Oppe på bryggersloftet i Holme præstegård lå der en pandeskal af et menneske. Hvor længe han har ligget der, véd a ikke, men en gang - det var nu før min tid i præstegården - havde karlene taget denne her pandeskal og gravet den ned på kirkegården. Men så blev der sådant spektakel på gården, og præsten kom og sagde til karlene, at de havde nok været ved at grave den pandeskal ned, som lå oppe på loftet. Ja, karlene måtte jo til at gå ved det. ”Ja”, siger præsten, ”det skulle I ikke have gjort, gå nu og hent den og læg den, hvor I tog den, så hjælper det vel.” De måtte jo til det, men det hjalp også straks. (Mikkel Sørensen)
Der stod en stor torn i skjellet mellem min faders mark (den ene af Fruergårdens) og naboens mark i Skåde, det var norden for gården, og den måtte aldrig blive huggen. De havde prøvet på det tit, men så sprang der blod ud, når de hug og så hørte de også at barn skrige der inde. En pige havde undlivet sit barn, hun havde fået der, og det var det, der skreg. (Maren Sørensdatter, Egå)
I Spaniolernes tid var der en af dem, der skar halsen over på sig i deres overstueseng i min aldefaders gård i Skåde. For at han skulde ikke gå igjen, strøede man hørfrø fra gården og helt til Holme, og så blev han også væk. (Maren Sørensdatter, Egå)
Tre skifter i Fløjstrup-skoven har en præst svoret sig til. Han tog nogle blade af træerne i hans hat og jord af hans skov og lagde i hans sko, og så gik han ned i skoven og stod på det skifte, der kaldtes 'det mørke skifte' og svor på, at han stod på hans egen jord. Efter døden gik han igjen. Vi hørte at han kom ind ved enden af præstegårdshaven (i Beder), så om for stuehuset og derefter ind på kirkegården. Vi hørte det flere gange. Og aften kom læreren og hørte, at der gik én hen over gården. Da han så kom ind til præsten og så, at der ingen fremmed var, undrede han sig over det. Der gik bud ud til folkene, om nogen af dem havde været ude. De sagde nej, men det var vel den, der plejede at gå. Han gik som med et par fladbundede træsko. (Kirstine Jespersdatter, Hvilsted)
I en gård her i Hasle blev sønnen tåbelig, og han var sandelig tåbelig. Så rejste faderen med en nabomand ned til Vindblæs for at søge råd hos den kloge kone dér (...) Han fik et råd. Han skulde kjøbe noget, som ikke kunne fåes på Århus apotek, men som de fik i Randers, og det skulde sønnen have i sig tillige med nogle bogstaver, hun gav ham, skrevne på papir. Han kom sig også og er rask den dag i dag (...) (Mette Marie Pedersdatter, Hasle)
Der var et par kjæmper, den ene i Borum-Eshøj, og den anden i Hasle høj, og det var blevne uklar. S skulde de slå efter hinanden med køller. Han på Borum Eshøj slog det første slag, men det gik så meget fejlt for ham, at ha slog det hul ved Brabrand, der kaldes Brabrand sø. Så skulde han slå om, men da havde han ikke flere kræfter, og køllen kom ikke længere end til Gjeding sø. Så kunde det jo ikke hjælpe, han slog længere. Nu skulde den anden til det. Han slår oven over Borum Eshøj og skiller den ad med skaftet af hans kølle, og så flyver den længere vester på og slå Lading sø. (J.B. og M.K., Lille-Tåning)
Der var en troldkjælling, der skulde brændes her oppe på Ølsted Mark. Der er nemlig nogle store høje, som ligger der for resten på skjellet imellem Ølsted og Trige, og på én af de høje havde de gjort et bål, som hun skulle brændes på (...) (Ras Elgård, Skejby)