Set og sket i Århus - kort sagt 2

Torvehandel

vesterbro torv kvægmarked
Kvægmarked Vesterbro Torv
omk. 1900

Torvehandlen på Ingerslevs boulevard startede den 30. maj 1903. I starten foregik det dog på Ingerslevs Plads, men flyttede senere til boulevarden. Der har været torvemarkeder i byen siden middelalderen. Det er hovedsageligt sket i området omkring Domkirken, skiftevis på Bispetorvet, Store Torv, Lille Torv, Immervad og Aagade (nu Åboulevarden). På de gamle torv blev der oprindeligt solgt kød, fisk, (levende) fjerkræ, landsbrugsvarer og husflidsprodukter. Ved åens udmunding opstod et fisketorv. I Immervad havde blomsterkonerne indtil 1930'erne deres marked. Fra midten af 1800-tallet til 1907 var der kvæg- og grisetorv på Vesterbro Torv (der har heddet Kvægtorvet og Grisetorvet). Byens torvedag var lørdag, men fra 1872 blev det udvidet til også at være på onsdage. På Aagade (Åboulevarden) mellem Immervad og Grønnegade var der torvemarked fra 1934 til 1956.

Entré i Den gamle By

I 1983 indførte man, som forsøg, betaling for at komme i Den gamle By i Århus, som det hidtil havde været gratis at besøge. Entré-indtægten blev senere gjort permanent.

Byens kaserner

Vester Allé kaserne
Rytterikasernen Vester Allé
omk. 1910

Århus har siden 1700-tallet været garnisonsby. Dengang blev soldaterne indkvarteret hos private. Vi fik dog med tiden også et par mindre 'kaserner', Lewerckhusens kaserne i Mindegade, og Bauditz kaserne i Søndergade, bygget i 1857.
I 1863 indrettede man 'Sukkerhuset' i Sukkerhustoften (nu Brammersgade) til kaserne - bygninger  der havde været både klædefabrik og sukkerraffinaderi. Bygningerne kom til at fungere som kaserne frem til 1889.
I 1870 havde byen omkring 1000 fastboende militærpersoner, ud af et indbyggertal på 15.000, og der var brug for yderligere kaserner.
Den første egentlige kaserne der blev bygget var Dragonkasernen eller Rytterikasernen - der i 1934 blev omdøbt til Vester Allés Kaserne. Den blev etapevis taget i brug i årene 1875-1878. Ridehuset var dog blevet bygget allerede i 1860. Rytterikasernen har blandt andet haft cyklist-eskadroner, et panservognskompagni, og feltartilleri. Kanonerne var oprindeligt hestetrukne, og hestene forsvandt først i 1950'erne. For at kanonerne kunne få plads i Ridehuset, blev der indlagt cementgulv. Vester Allé var besat af tyskerne under 2. Verdenskrig. Fra 1969 begyndte man nedrivning af bygningerne. Byrådet besluttede dog i 1976 at bevare Ridehuset (bygningen ved Frederiks Allé) og Skolekasernen (bygningen ved Vester Allé).
I årene 1875-79 blev Fodfolkekasernen i Høegh Guldbergs Gade bygget.
Og i 1899 kom Artillerikasernen i Langelandsgade til. På Galgebakken (område der lå lige øst for Langelandsgades kaserne) lå dog i forvejen et krudthus, som blev bygget 1893. Langelandsgades kaserne blev i 1944 bombet af englænderne.
I  august 1978 flyttede de sidste soldater - 2. Telegrafbataljon - til Tønder, og Århus ophørte hermed at være en garnisonsby. Høegh Guldbergs Gades Kaserne er nu nedrevet og nogle af de tilbageværende bygninger fra Langelandsgades Kaserne bruges i dag til andet formål.

Ældste benzintank

Den første servicestation i Århus, en Shell benzin-servicestation, blev anlagt i 1928 ved Toldkammerbygningen i Havnegade. Den lukkede igen i 1972.

Rutebilstationen

Århus første rutebilstation blev bygget i 1923 og lå i Rosensgade 28. I 1930 åbnede den nuværende rutebilstation ved Fredensgade/ Ny Banegårdsgade - der dengang hed Amtmandstoften. Den er senere blevet ombygget og udvidet flere gange.

Søndergades Apotek

Apoteket, der åbnede i 1914, blev lukket i januar 1972.
Læs mere apoteker i Århus

Gellerup Centret

Butikscentret Gellerup Centret, nu City Vest, blev åbnet november 1973.

Konger på Lille Torv

Lille Torv 2
Lille Torv 2
- kongelig residens
Foto omk.1920

På Lille Torv nr. 2 ligger en statelig bygning, som blev opført mellem 1809 og 1816 af justitsråd Harboe Meulengracht. Da han købte gården omkring 1800 var det kun et to-etagers bindingsværkshus. I 1809 blev et stort pakhus opført på grundens østlige del. Forhuset ud mod Lille Torv blev først færdigt 1816. Den blev i 1855 overtaget af købmand J.U. Gerdes, og har været kendt som 'Meulengrachts' og 'Gerdes' gård'. Førstesalen har haft en lejlighed på 16 værelser, hvor mange kongelige har boet når de besøgte Århus: Frederik VI, Christian VIII, Frederik VII med grevinde Danner, Christian IX, kejserinde Dagmar samt flere andre fyrstelige personer. Under krigen i 1864 boede den tyske general Vogel von Falckenstein i huset.


Århus - smilets by

Smilets by 1938
Smilets By 1938

Smilets by 2006
Smilets By 2006

Mottoet opstod på et bestyrelsesmøde i 1938 i Aarhus Turistforening, hvor man drøftede et større propagandafremstød for Århus med udsendelsen af brochurer, plakater, udstillinger, rundvisninger m.v. Foreningens nye formand, kontorchef Jens Rothausen lancerede da et motto for turistpropagandaen, nemlig ”Aarhus - smilets By”. Mottoet skulle blandt andet indgå i 50.000 brochurer med titlen ”Aarhus - Sommerens og Smilets By”. Det har dog siden været et spørgsmål, om det vitterlig var formandens idé med dette motto, eller det var turistchefen Jean Larsen eller Ib Henrik Cavling, som på daværende tidspunkt var journalistelev på Aarhus Amtstidende. Mottoet var dog ikke vellidt, hverken hos pressen eller århusianerne - men har hængt ved lige siden.
Den 30. oktober 1981 lanceredes et nyt slogan "Århus - margueritternes by" af Århus Salgs- og reklameforening. Men det slog aldrig rigtigt an.
I marts 2006 lancerede Århus sig igen under mottoet "Smilets by". Nu med et nyt logo.