Borgmestre i Århus 1919 - 2012 (8)

Her fortsætter omtalen af alle folkevalgte borgmestre i Århus frem til i dag. Den første folkevalgte borgmester kom i 1919 og var Jakob Jensen. Frem til 1939 havde man sideløbende også en kongelig udpeget borgmester.

Jacob Jensen
Jakob Jensen

Jakob Jensen (*15.11.1858 - †5.10.1942). Århus første folkevalgte og socialdemokratiske borgmester, 1919-1932. Født i Borup sogn, søn af gårdejer Jens Kristian Petersen og Mette M. Sørensdatter. Opvokset på Helgenæs. Uddannet murer. Kom til Århus 1877. Medstifter af og formand for Murernes Fagforening. Forretningsfører for Arbejdernes Forbrugsforening  - der senere hed Arbejdernes Produktionsforening, og ikke havde noget med brugsforeningerne at gøre. Formand for Arbejdernes Fællesorganisations forretningsudvalg, og var med til at stifte De Samvirkende Fagforbund i 1898. Indvalgt i byrådet 1900. Fik bygget skolerne på Ingerslevs Boulevard, Finsensgade, N.J. Fjordsgade, Samsøgade og Læssøesgade, Marselisborg Gymnasium og ikke mindst Aarhus Universitet. Arbejdede for ordnede forhold i byens værtshusmiljøer. Blev betegnet som en typisk førstegenerations- socialdemokrat.

Hans Peder Christensen
H.P. Christensen

Hans Peder Christensen (*28.2.1869 - †30.5.1945). Socialdemokratisk borgmester 1933-1941. Født i Jerved i Sønderjylland, søn af smed Hans Christensen og Anne Kristine. Uddannet som smed i København og Randers. Kom til Århus i begyndelsen af 1900-tallet. Ansat på Statsbanernes Centralværksteder i Århus, hvor han var stærkt fagligt engageret. Kendt som 'smeden'. Engageret i arbejderbevægelsen. Medlem af Århus byråd fra 1909. Under hans borgmesterperiode blev Rådhuset bygget, Ringgaden anlagt, Universitetet udbygget, Svømmehallen og Aarhus-Hallen bygget. Var initiativtager til bygningen af avisen Demokratens bygning på Banegårdspladsen. Medlem blandt andet af Gudenåcentralens bestyrelse.

Einar Stecher Christensen
E. Stecher
Christensen

Einar Stecher Christensen (*13.9.1899 - †12.6.1945). Socialdemokratisk borgmester 1942-1945. Søn af gørtler Emil Christensen og Agnes Stecher. Født i København, flyttede 1901 til Århus, hvor han blev uddannet typograf, og ansat på blandt andet dagbladet Demokraten i Århus. Var med til at danne lærlingeforeninger, og blev formand for Lærlingenes Landsforbund. Engageret i fagbevægelsen. Indvalgt i byrådet 1929. Viceborgmester fra 1935. Hans korte borgmesterperiode var præget af besættelsen under 2. Verdenskrig. Han faldt død om under et besøg på Glyptoteket i København 12. juni 1945.

Svend Unmack Larsen
S. Unmack
Larsen

Svend Unmack Larsen (*23.9.1893 - †23.3.1965). Socialdemokratisk borgmester 1945-1958. Født i Århus. Opvokset som søn af fattiginspektør (socialdirektør) L.M. Larsen og Thyra Unmack. Cand.jur. i 1918 fra Århus Katedralskole, dommerfuldmægtig i kriminalretten og 1939 politimester i Lemvig, og samme år blev han modstræbende justitsminister. Valgt til byrådet 1933, men søgte ikke genvalg i 1937. Forlod Århus i 1939, men vendte tilbage 1940 som civildommer. Atter indvalgt i byrådet 1943 og valgt til borgmester 1945 efter Stecher Christensens pludselige død.  Det var hans idé med magistratsordningen der kom i 1950. I hans periode blev der iværksat megen socialt boligbyggeri, bl.a. Viborggården, Rytterparken, Skovvangen og Langenæs.  Var engageret i naturfredningen, hvilket bl.a. førte til anlæggelsen af Brabrandstien. Sad i bestyrelsen for de fleste kulturelle institutioner. Unmack Larsen fik overrakt den nuværende borgmesterkæde ved nytårsskiftet 1955/1956.

Bernhardt Jensen
S. Bernhardt
Jensen

Steffen Bernhardt Jensen (*13.4.1910 - †11.6.1978). Socialdemokratisk borgmester 1958-1971. Født i Århus. Søn af tømrer J.O. Jensen og Ane Marie. Ansat på dagbladet Demokraten 1927-1950 hvor han skrev om både kulturliv og kriminalstof. Valgt til byrådet 1943, rådmand for Magistratens 4. Afdeling 1950-1958. Arbejdede for at indlemme forstæderne i Århus Kommune.  Kendt som inkarneret cyklist, og fortaler for cyklismen i byen (heraf navnet i folkemunde 'Cykelspænde-Bernhardt'). Arbejdede for restaurering af gamle bygninger. Skrev flere digtsamlinger, og lokalhistoriske bøger om Århus, og var initiativtager til Århus byhistoriske Udvalg. Tivoli Friheden og Århus Festuge var hans ideer. Fratrådte borgmesterjobbet i 1971 grundet sygdom. Udnævnt til æresdoktor ved Aarhus Universitet kort før sin død.

Orla Hyllested
Orla Hyllested

Orla Schartau Hyllested (*4.8.1912 - †11.6.2000). Socialdemokratisk borgmester 1971-1981. Medlem af byrådet fra 1958. Socialrådmand og viceborgmester i 1970. Født og opvokset i Århus. Søn af Anna Margrethe Nielsen Hyllested. Gået i Valdemarsgade Skole, Århus. Udlært som murer 1932 og arbejdede ved faget flere år. I folkemunde kaldt 'Hylle'.  Bestyrelsesmedlem i Murersvendenes Fagforening, medlem af forretningsudvalget i Arbejdernes Fællesorganisation, medlem af flere bestyrelsen i boligbevægelsen. Medlem af Århus Brugsforenings forretningsudvalg, bestyrelsen for Mejeriet Enigheden og Fællesbageriet. Takkede nej til engelsk ordensmedalje. Se også kendte fra Århus

Thorkild Simonsen
Thorkild
Simonsen

Thorkild Simonsen (*7.7.1926). Socialdemokratisk borgmester 1982-1997. Født i Sdr. Rubjerg, søn af malermester Alfred Simonsen og Anna Pedersen. Medlem af byrådet fra 1966-1997, rådmand 1969-1970 og 1973-1975. Udlært maler 1945, var malermester i Ribe, hvor han 1953 tog lærereksamen. Ansat som lærer samme år i Århus, blev viceskoleinspektør 1961, og skoleinspektør på Brobjergskolen i Århus fra 1964-1970. Medlem af stort antal foreninger og bestyrelser, bl.a. Socialpædagogisk Forening, Århus Lærerforening, Århus Festuge, Aarhus Teater, Kommunernes Landsforening, Niels Mathiasens Mindefond, forfattergruppen 'Danmark som Servicesamfund', EU-Kommissionens Regionsudvalg. Indenrigsminister 1997-2000. Blandt andet Musikhuset i Århus er 'barn' af Simonsen. Tildelt Fortjenstmedaljen i guld 1997.

Flemming Knudsen
Flemming
Knudsen

Flemming Knudsen (*31.5.1946). Socialdemokratisk borgmester 1997-2001. Født og opvokset i Århus. Ridder af Dannebrog. Medlem af byrådet siden 1986 for Socialdemokratiet. Konstitueret rådmand for Magistratens 1. Afdeling to måneder 1993. Rådmand for Magistratens 4. Afdeling (kultur) 1994-1997. Rådmand for Magistratens 1. Afdeling (familie og beskæftigelse) og 2. viceborgmester. 2006-2009 rådmand for Magistratsafdelingen for Kultur og Borgerservice. Uddannet lærer 1969 fra Marselisborg Seminarium i Århus. Ansat som lærer i Århus 1970-1993. Medlem af Regionsråd Midtjylland fra 2009.  Mere på hjemmesiden www.flemmingknudsen.dk.


Louise Gade

Louise Gade (*15.6.1972). Venstre-borgmester 2002-2005. Medlem af byrådet fra1994-2009 for partiet Venstre. Fik ved kommunalvalget 2005 42.697 personlige stemmer, eller 25% af samtlige stemmer i Århus Kommune, og dermed det hidtil højeste antal personlige stemmer. Af politiske grunde ikke genvalgt som borgmester, men fra 2006-2009 rådmand for Magistratsafdelingen for Børn og Unge. Født og opvokset i Thyborøn. Student fra Struer Gymnasium. Cand.jur. fra Aarhus Universitet 1997/1998. Advokat fra 1997-2002. Udtrådte af byrådet for at blive personalechef ved Aarhus Universitet fra 1.6.2009.

Nicolai Wammen
Nicolai Wammen

Nicolai Halby Wammen (*7.2.1971). Socialdemokratisk borgmester 2006-2011. Medlem af Århus Byråd 1997-2001 og igen fra 2005 (orlov 2001-2005), har været politisk ordfører og formand for skole- og kulturudvalget, medlem af Århus Festuges bestyrelse 1997-2001. Medlem af Folketinget 2001-2005. Fik ved kommunalvalget 2005 38.277 personlige stemmer, svarende til 22% af samtlige stemmer i Århus Kommune. Født i Holbæk, 10. klasse fra Brobjergskolen i Århus. High School-ophold i USA. Student fra Marselisborg Gymnasium i Århus. Cand. scient. pol. fra Aarhus Universitet 2001. Udtrådte som borgmester før tid den 10. august 2011, for at opstille til Folketinget.

jacob bundsgaard johansen
Jacob Bundsgaard

Jacob Bundsgaard Johansen (*28.2.1976). Socialdemokratisk borgmester fra 11. august 2011, da Nicolai Wammen udtrådte. Født i Århus og opvokset i Skødstrup. Uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet. Medlem af Århus Byråd fra 2002. Været rådmand for Kultur og Borgerservice samt Afdelingen for Børn og Unge.