Frederiksminde, Banegaardsvej 43
hvor sener Kronprinsen
kom til at ligge
Hotel Kronprinsen se fra
M.P. Bruunsgade. 1913
Biografen Folketeatret
ved Hotel Kronprinsen
Hotel Kronprinsen var i starten af 1900-tallet et pænere hotel på Banegårdspladsen i Århus, der senere også fik biograf.
I 1899 byggede agent Chr. Nielsen hotel Kronprinsen i Banegårdsgade ved Banegårdspladsen, dér hvor Park Allé (der jo endnu ikke var anlagt) i dag munder ud. På stedet havde forud ligget en ejendom som kaldtes 'Frederiksminde'.
Hotel Kronprinsen var et fornemt hotel, med springvand, lysthuse og en rummelig have til. Værelserne var velindrettede og smukke, som der stod i avisen, og med en storartet udsigt over Århus-bugten (selv om det lå på Banegårdspladsen!).
Om sommeren var der servering i den lille have foran koncertbygningen. Om vinteren foregik det inde i salen, hvor det kunne gå muntert for sig til larmen fra musikerne i tobakstågerne.
I 1902 indviede Hotel Kronprinsen en koncertsal, hvor blandt andet et 12-mands orkester musicerede under ledelse af musikdirektør Carl Møller. Salen var med elegant glasloft og lyse vægge. Scenen var dog ikke så stor, at der kunne opføres "udstyrsstykker". Senere fik hotellet en varieté med op til 30 numre på én aften.
I 1911 blev det omdannet til et aktieselskab, hvilket dog gav økonomiske problemer. Inventaret måtte sættes på offentlig auktion. Chr. Nielsen måtte genovertage virksomheden. Varieteen blev indstillet og blev omdannet til koncertsal med optræden af mindre orkestre og solistoptræden, men blev også udlejet til foreninger og selskaber.
Under 1. verdenskrig blev det en billig restaurant, kaldet Kronprinshallen, med frokost for 35 øre, middag for 75 øre og smørrebrød til 10 øre stykket.. Musikken var da ikke levende men mekanisk.
I 1917 blev hotellet solgt til Aktieselskabet Frederiksbjerg Biografteater, der indrettede biografen Folketeatret i en del af ejendommen. Biografteatret flyttede senere til M.P. Bruuns Gade og herefter til Jægergårdsgade.
Hotellet blev nedrevet 1928-1929 i forbindelse med anlæggelse af Park Allé.
Hotel Kronprinsen har ikke noget at gøre med den gamle Kronprindsens Klub.