Valdemarsgade skole i Århus

Valdemarsgade Skole (oprindeligt navn Søndre Byskole) blev oprettet som friskole for drenge på et byrådsmøde den 13. juni 1878. Den blev indviet 2. marts 1880.

Valdemarsgade skole Århus
Skolen ved Frederiks Allé


Mellembygningen mellem
Frederiks Allés
og Valdemarsgades skoler


”Under klokken”


Skuespilleren Henrik Malberg
(og hans bror Peter) gik i
Valdemarsgades skole

I 1883 kom naboskolen for piger til, Borgerskolen Frederiks Allé.

Skolen blev opført under ledelse af arkitekt V. Puck, medens arkitekt Carl Lange stod for opførelsen af Frederiks Allé skole - samme arkitekt som medvirkede ved færdiggørelsen af Frijsenborg slot.

De første mange år havde skolen op mod 1000 elever. Et tal der hen mod 1980'erne var blevet reduceret til omkring 300 elever.

Den første overlærer (inspektør) på Valdemarsgades Skole var Emil Meyer.

På begge skoler var der indrettet boliger til overlærerne på bygningernes 1. etager. I 1889 opførte man en ny overlærerbolig ud mod Skt. Nicolaus Gade.

Elevernes indgang til Valdemarsgades Skole skete rent faktisk gennem porten i (den nu ikke mere eksisterende) Dagmarsgade.

Gymnastik uden tag

Samtidig med byggeriet af Valdemarsgades Skole, blev der opført et ét-etages gymnastikhus - der ikke havde loft. Så gymnastikken foregik på sin vis i det fri. Først i 1911 kom der tag på.

Med årene kom der både hjælpeklasser (de såkaldte værneklasser) og skolepsykolog på Valdemarsgade og Frederiks Allé.

I 1953 blev det første elevrådsvalg holdt på Valdemarsgade skole. Et af rådets første initiativer var at udgive skolebladet 'Valnødden', der senere - da skolerne blev slået sammen til Brobjergskolen - kom til at hedde 'Brostenen'.

Mange skoleelever havde en skolehave ved boldbanerne på Ingerslevs boulevard. Det var også hertil drengene skulle gå, når de i gymnastiktimerne skulle spille fodbold. Pigerne havde skolehave på Langenæs

Leverpostejen og volden

Skolebespisningen var de første år mælk og brød, og varm middagsmad hver anden dag. Nogle gange stod den på suppe med sagogryn i for at drøje. Senere blev det til madpakker med blandt andet rosiner, sildesalat, leverpostej - og fedtemadder. Hertil fik eleverne en kvart liter mælk og et æble.

Valdemarsgade skole var åbenbart kendt for den skrappe disciplin, for spanskrøret, og vold i skolegården. I Politiken den 7. maj 1978, var der en artikel, hvori en læser om sin skoletid fra 1938 til 1943 blandt andet skrev:

”Lærere og elever på Valdemarsgades Skole i Aarhus var ganske sikkert ikke specielt primitive eller onde mennesker, men man var blot ukritisk vænnet til at lade volden indgå som en del af hverdagen.”

Brobjergskolen

vademarsgade skole
Valdemarsgade skole 1959
Sammenlægning med
Frederiks Allé skole

valdemarsgade lokum
”Frit fald”. Lokum i gården

I 1959 begyndte man sammenlægningen af de to skoler, ved at den gamle gymnastiksal (pigernes på 1. sal, drengene i gårdplanet) og sangsalen, der adskilte dem, blev nedrevet. En ny aula blev opført. I 1961 skete den endelige sammenlægning, og navnet blev ændret til Brobjergskolen. Det betød også bedre sanitære forhold for eleverne. Nu fik man rigtige toiletter med skyl. Før det var der lokummer i gården - med 'frit fald' så at sige.

Brobjergskolen blev, som skole, lukket i juni 1988.

Inspektører og lærere



Brobjergskolens lærerstab 1969
Klik på billedet

Skolernes ledere har gennem årene været:

Valdemarsgade skole: Emil Meyer (1881-1906), Søren Hjerrild Pedersen (1906-1921), Kresten Mousten (1921-1945), Einar Kruse Agerschou (1946-1961).

Frederiks Allé: Mogens Christian Handest (1884-1898), Niels Henrik Jørgen Olesen (1898-1910), Ville Nielsen Skovby (1911-1937), Gudrun Hasseriis (1937-1955), Sofie Larsen (1946-1947 og 1950-1953), Margrethe Jørgensen (1955-1958), Gerda Vesterbak (1958-1959), Børge Risom (1959-1961).

Brobjergskolen: Einar Kruse Agerschou (1961-1964), Thorkild Simonsen (1964-1978), Carl Otto Rich (konstitueret 1970-1978, inspektør fra 1978 - 1988).

Overlappet i nogle årstal skyldes, at nogle inspektører var konstituerede.

Se samlet liste over lærerne 1930-1970 her.

Min - og din - skoletid

Måske gik du i Valdemarsgade Skole 1953-1963? Jeg startede i 1B i 1953.

Så kender du lærerne Agerschou, C.O. Rich, Klit Jensen, Svendsen, Lundgaard, hr. Madsen, Bertelsen, Brix-Olesen, fru Jacobsen, Ruda Andersen.

Jens Pæsen. Måske fik du også - illegalt - fat i visen der cirkulerede i skolegården og på toiletterne. Den om Jens Pæsen og kragerne, der krær over Karup å, mens Jens forlyster sig med Maren?

Hvis du vil læse hele visen, kan du hente den her som pdf.  hent Jens Pæsen.

Men jeg fraskriver mig ansvaret for denne ikke helt stuerene tekst. Det siges i øvrigt, at teksten er skrevet af digteren Aage Hermann (1888-1949) over teksten til Jeppe Aakjærs "Karup Aa" fra 1901 (Kilde: www.trubadurix.dk). Men det vidste vi ikke i skolegården.

Er du en af dem fra skolen, vil det være hyggeligt at høre fra dig. Skulle du have gamle fotos fra dengang, fra skolegården, gårdklokken, klasseværelserne eller andet, så  Kontakt mig.