Februar, årets anden måned, hentyder til den renselsesfest man holdt i det gamle Rom (februare= rense). Ved festen gav man gaver til de døde.
I det gamle Rom holdt man Lupercalia-fest, hvor nøgne mænd dansede rundt blandt tilskuerne og slog til kvinderne med skindstrimler (”februa”). Dette sikrede kvinderne frugtbarhed.
På dansk hed måneden i gamle dage blidemåned.
I Norden var månedens navn også göje måned, efter sagnhistoriens Goa, der var datter af ”Sne, den gamle mand”.
'Kyndel' betyder 'fakkel, (kandelaber)lys'. Fra latin 'missa candelarum', dvs. lysenes messe. På gammel jysk kaldtes det Kjørmes eller Kjærmessedag.
Kyndelmisse er den 2. februar.
Kyndelmisser er lysenes fest. I Kirken indviede man alle de lys, som skulle bruges i løbet af året. Menigheden kunne også lægge deres egne lys på alteret, så de fik ekstra kraft. Kyndelmisselys var gode at tænde i tordenvejr. De kunne også holde onde ånder borte.
I den katolske kirke velsigner man lys og tænder dem til ære for Jomfru Maria.
Den 2. februar er der gået 40 dage fra Jesus fødsel. En kvinde var urén i 40 dage efter fødslen ifølge det Gamle Testamente. Jomfru Maria blev således igen ren ved kyndelmisse.
Et gammelt vejrvarsel lyder: ”Hvis det blæser så stærkt på Kyndelmisse, at 18 kællinger ikke kan holde på en til, så bliver det tidligt forår...”
I år 1700 gik vi i Danmark over til den gregorianske kalender. Den 18. februar var sidste dag efter den gamle, julianske kalender. Herefter gik man over til den 1. marts.
I det romerske kalendersystem blev skudår markeret ved, at man havde den samme dato to dage i træk. Dagen kaldtes 'VI Kalendas Martias', dvs. 6. dag før Kalendas marts. Den dag blev indskudt mellem den 24. og 25. februar. Derfor er skuddagen den 24. februar, og ikke den 29. februar. På latin hedder skudår 'annus bissextilis', som betyder 'to gange sjette', der hentyder til, at denne 6. dag før marts forekommer to gange i disse år.
Nogle steder kan man læse, at EU har besluttet, at den 29. februar fra år 2000 skulle være skuddag - dette er ikke rigtigt. EU har ikke truffet sådan en beslutning.
Skuddagen blev indført af Julius Cæsar. Den er indført for at få det astronomiske regnestykke til at gå op med ét år. Et år er jo på 365 dage, men Jorden bruger 365 døgn, 6 timer, 9 minutter og 9½ sekund til at nå rundt om Solen. Så der bliver lidt i overskud.
Hvert 4. år er skudår. Hvert 100. år ikke skudår. Dog er hvert 400. år skudår alligevel. Således var år 2000 skudår (deleligt med 400), mens år 2100 ikke er skudår (ikke-deleligt med 400).
Nyeste forskning viser, at året er 26 sekunder længere end man hidtil havde beregnet. Dette giver en fejl på én dag efter godt 3000 år. Derfor har man besluttet, at år 4840 ikke skal være skudår!
Fastelavn kommer af plattysk Fastenabend og betegner aftenen før faste. Den falder 7. søndag før påske, og kan tidligst være 1. februar og senest 7. marts.
Det var oprindelig en folkefest på tre dage: flæskesøndag, flæskemandag og hvidetirsdag. Men da enhver fest gik ind dagen forud ved solnedgang fik man også en flæskelørdag. Askeonsdag startede fasten som varede i 40 dage.
Ved fastelavn holdt man folkefester, som man ikke måtte holde i fastetiden. I fastetiden måtte man f.eks. ikke spise kød - hvilket også ordet karneval hentyder til, det stammer fra latin Carno val, der betyder ”kød farvel”.
Tidligere tiders folkefester, fastelavnsfester, kunne gå voldsomt til. F.eks. rev man på Amager halsen af en ophængt gås, og slog katten af tønden.
Man mener, at det netop var en kat det gik ud over i tønden, fordi den var månens, listige hellige dyr, der så skulle ofres inden lysere tider.
Den symbolske ”pisken med ris” tilskriver man mindet om Frelseren selv, der blev pisket. Fra gammel tid mente man også, at den som slog, bragte lykke og frugtbarhed til barnløse unge hustruer.
Under Reformationen forsøgte man i 1536 - uden held - at afskaffe fastelavn.
Læs mere Sluppen i Århus.
Den har været en udbredt overtro, at en by kunne slippe for pest, hvis en kat blev slået ihjel. Derfor har man, siden middelalderen, ombragt katte i hele Europa.
Franskmændene smed de levende katte ind i Sankt Hans-bålet, mens tyskerne smed dem i det bål, man brændte ved påsketid. Eller også hev man dem ud fra et kirketårn.
I Danmark stoppede man kattene i en tønde, og slog på den, indtil den gik i stykker. Hvorefter børnene kunne prygle katten ihjel med kæppe og kviste.
Tøndeslagningen stammer oprindeligt fra gamle dødsritualer, hvor man slog potter i stykker, for at den døde ikke skulle gå igen.
Det siges at være pastor Holm i Tved på Mols, der i 1830-erne fik standset denne skik med katten i tønden.