H.C. Andersens
æresborger-diplom
i Odense (udsnit)
Hvis man bliver æresborger i en dansk by, er det ikke sikkert, man bliver husket for denne ærestitel i tid og evighed.
H.C. Andersens
æresborger-diplom
i Odense (udsnit)
se listen over æresborgere.
Definitionen på en æresborger har været lidt forskellig gennem tiderne:
• Salmonsens Leksikon
(1928):
»Udnævnelse til Æresborger bruges lejlighedsvis,
naar en By særligt vil udmærke en Mand, og bestaar i, at Vedkommende faar
Borgerrettigheder, men fritages fra Borgerforpligtelserne.«
• Ordbog over det Danske Sprog
(1954):
»Person, der har faaet
æresborgerskab i en by«.
• Nudansk ordbog
(2000):
»En fremtrædende person som hædres af sin fødeby«.
• Den Store danske Encyklopædi
(2004):
»Person, som er blevet hædret af et land eller en by
ved tildeling af borgerrettigheder med fritagelse for borgerforpligtelser«.
Både kongen og indenrigsministeriet har gennem tiderne været involveret, når der skulle udnævnes æresborgere.
Ved en kongelig resolution fra 14. juli 1843 fik Fredericia kommune således tilladelse til at optage kronprinsen (den senere kong Frederik den 7.) som æresborger. Denne praksis med kongelige resolutioner ændredes i 1855, hvorefter det bliver ministeriet der skal give tilladelsen. Siden 1873 har det i praksis været en formssag, at ministeriet giver en sådan tilladelse.
Den eneste egentlige lovbestemmelse, som findes om æresborgerskaber, er en såkaldt Københavnerforordning fra 1840, hvoraf det fremgår, at der kan tildeles æresborgerskaber til ”enkelte særdeles udmærkede Mænd, eller saadanne, der i en fortrinlig Grad have gjort sig fortjente af Staden”. Denne lov gjaldt ikke for andre kommuner end København.
Det er uklart, hvilke rettigheder der fulgte med titlen. Men i 1943 skrev Indenrigsministeriet dog til et sogneråd, at en udnævnelse til æresborger ikke måtte medføre, at pågældende blev fritaget for at betale kommunal skat.
Der har været et par interessante eksempler på æresborgerskaber.
I 1845 døde apoteker Georg Kayerød i Aalborg, medens man ventede på kongens tilladelse til at udnævne ham til æresborger.
Indenrigsministeriet blev hørt, da Viborg i 1926 ville udnævnte Joachim Skovgaard, i 1933 da Randers ville udnævne Henrik Pontoppidan, og i 1936 da Svendborg ville udnævne Johannes Jørgensen.
I 1930'erne fik kreaturhandleren Jens Holm i Kolding ikke denne ærestitel – æresborgerskabet her betød nemlig skattefritagelse, og Kolding kunne angiveligt ikke undvære hans skat.
Man skal dog være godt oppe i årene, for at være værdig til titlen. Af et halvt hundrede borgere, der fik tildelt ærestitlen, var gennemsnitsalderen 74 år, 3 var over 90 år, 15 over 80 år og 25 over 70 år. Kong Frederik den 7. fik sin titel i Odense som 37-årig; men ellers var de yngste æresborger omkring de 60 år. Én var endog død, da han blev æresborger: det var Martin Andersen Nexø. En stor del af personerne blev æresborgere på deres runde fødselsdag.
Når der i en af definitionerne på en æresborger ovenfor står: ”vil udmærke en Mand”, er det blevet taget alvorligt. Blandt de over 70 begunstigede borgere, jeg har fundet frem til, er der kun tre kvinder, nemlig forfatteren Åse Hansen der i 1973 blev æresborger i Frederiksværk, og forfatteren Karin Michaëlis der blev æresborger på Thurø i 1946, og skibsreder Vitta Lysgaard der blev æresborger i Herning 2009.
Herning skriver om
deres æresborgere
I forsøget på at finde frem til, hvem der gennem tiderne har været udnævnt til æresborgere i Århus Kommune og by, fandt jeg ud af, at det ikke var noget kommunen rigtigt vidste noget om.
Tilsyneladende er det heller ikke noget, mange andre byer har styr på – med nogle få undtagelser. Så måske er det at blive æresborger kun en begunstigelse, som har betydning i nuet, hvorefter det går i glemmebogen.
Det er lykkedes mig at finde frem til mere end et halvt hundrede danske æresborgere i byer rundt om i landet – hvor nogle byer har givet flere begunstigelser end andre. Listen på næste side kan dog ikke betragtes som fyldestgørende.