Badeanstalt i Plombière
i Frankrig, 1553
Kneipps vandkur
Badning har gennem historien haft forskellige formål. Det kunne være til renselse, religiøse ceremonier (dåben), sundhed og helbredelse. Det har man siden oldtiden brugt badeanstalterne til - der dog også førte til usædelighed.
Badeanstalt i Plombière
i Frankrig, 1553
Kneipps vandkur
De første offentlige bade blev bygget af oldtidens grækere og indeholdt badekar til varmt vand. Det var dog romerne, der skabte de omfangsrige badeanlæg med mange funktioner, som bl.a. kendes fra Rom. De romerske anlæg indeholdt rum til omklædning og til akklimatisering og oliering, desuden varmt karbad i fælleskar, koldt karbad og svedebad. Man kom dér dagligt og tilbragte adskillige timer i badstuen, ikke kun med at bade, men også med let sport, med at spise og drikke og med socialt samvær. Ofte var disse bade gratis eller meget billige.
I perioden fra omkring 300 f.Kr. til 180 e.Kr. var der i Rom henved 800 offentlige badeanstalter. Mange var store pragtbygninger, således havde Caracallas Bad 1600 siddepladser og Diocletians bad 3000 siddepladser af marmor.
Man har også benyttet naturens egne (hellige) kilder til badning tilbage i oldtiden. Sådanne kilder er nævnt i bibelen, og har også været anvendt i blandt andet Indien, Grækenland og Italien.
Efter Roms forfald, kom der stilstand i den form for badning i Europa, mens man forsat anvendte forskellige badeformer - for eksempel svedebade - i Orienten og blandt arabere i Spanien. Omkring 1400-tallet begyndte man igen at bruge badeanstalter i Europa.
Det frie liv, som foregik omkring badningen, hvor blandt andet mænd og kvinder badede sammen, førte ofte til usædelighed, med drukkenskab, slagsmål og spil. Som følge heraf blev badningen ofte fulgt af forbud og regler.
Allerede i 1500-tallet mente den schweizisk fødte læge Paracelsus (1493-1541), at badningen kunne have helbredende virkninger. Og op gennem 1800-tallet opstod de såkaldte mineralbade, hvor man tilsatte badevandet forskellige mineralsalte og urter, som man mente styrkede helbredet.
I starten af 1800-tallet begyndte en schweizer, Vincenz Priessnitz (grundlægger af hydroterapien), at behandle dyr og mennesker med kolde afvaskninger og bade på sin gård i Gräfenberg, Schweiz, og lagde hermed grunden til de senere kurbadeanstalter. Der opstod ligefrem en form for turisme blandt rige folk, der skulle på kurrejser til sådanne badesteder.
På kurbadestederne kunne man få bad i mineralholdigt kildevand, mudder eller adgang til havbadning, hvor svagelige eller syge især tidligere søgte behandling for mindre alvorlige symptomer. Kildevandets temperatur og indhold af mineraler var afgørende for valg af kursted.
I 1800-tallet fandtes der talrige kurbade med et mondænt selskabsliv, fx Aix-les-Bains i Frankrig, Spa i Belgien, Bath i Storbritannien, Baden-Baden i Tyskland og Karlovy Vary (Karlsbad) i Bøhmen (det senere Tjekkiet). Især i Tyskland fandtes folkelige kurbade, der navnlig gjorde brug af de behandlingsprincipper, som var indført af den tysk-katolske præst og naturlæge Sebastian Kneipp (1821-1897). I Tyskland har man stadig kurbade, som er blev et yndet turistmål.
Finsk bad
Annonce for kurbad i Århus
omk. 1900
I de nordlige lande har man langt tilbage i historien brugt den badeform, som vi kender som finsk bad (sauna), hvor man fik dampbad ved at kaste vand på opvarmede sten.
I Danmark var der på borge og i klostre badstuer for beboere og gæster, og i byerne fandtes offentlige badstuer, hvor badstuekvinder og -mænd ud over bad tilbød kurere mod sår, hudsygdomme. Man kunne også få mad og drikke.
Svenskeren Olaus Magnus fremhæver, i sin historie om nordens folk i 1555, nordboernes store renlighed og kyskhed. Hvert køn badede for sig.
En særlig form for godgørenhed var sjælebad, dvs. at en person gav penge, så fattige kunne få et bad til gavn for giverens sjæl.
I Danmark havde man på Föhr siden 1819 drevet kurbad med havbade, et sted der også blev besøgt af det danske kongehus. Silkeborg Bad blev oprettet i 1883, Skodsborg Badesanatorium i 1898 og Hareskov Kuranstalt i 1908. De er i dag atter lukket. I stedet er der begyndt at dukke såkaldt 'wellnes-centre' op i landet, hvor pleje i form af bade, massage og lignende hører til tilbuddene.
Som et kuriosum kan nævnes, at det vi i dag kalder drikkepenge, tidligere blev benævnt 'badepenge'.
Læs mere badeanstalter i Århus