Enhver arbejdsplads med respekt for sig selv har en personalepolitik. Og sikkert også indtil flere del-politikker. Det er moderne med sådan nogle politikker.
Og ikke så snart har en arbejdsplads fundet på en ny del-politik, før alle de andre også følger trop, efter devisen: ”So ein Ding müssen wir auch haben” - alkoholpolitik, voldspolitik, seniorpolitik, informationspolitik, rygepolitik - for blot at nævne nogle af de kendte.
Ofte ligner politikkerne hinanden. Man lurer hinanden i kortene, man ser, hvad de andre har skrevet, prøver at få gode ideer fra naboen, og skriver så sin ,,egen” politik.
Det er sjældent muligt at finde på så meget nyt selv. Men at skrive andres politikker af, gør man jo heller ikke - gammel skolelærdom lærte os, at det ikke er pænt at skrive af efter sidemanden.
Derfor sker det igen og igen, at der bruges mange kræfter, hjernvindinger og mandetimer på at skrive en lokal politik. Man prøver med andre ord at genopfinde den dybe tallerken, måske med en enkelt finesse her og der, en ekstra blå kant, en lille blåblomstret detalje, så man kan sige, at dette er altså vores politik.
Politikker for personalet er for så vidt udmærkede. De sender signaler ud om, hvordan man vil behandle sit personale, de kan give et godt image udadtil, og de kan bruges af personalet, når det kniber lidt med den gode behandling. Men ofte er politik-kerne ikke egentlige arbejdsredskaber, men mere noget man har, fordi det har andre jo også.
Selve processen med at lave en politik er ofte det vigtigste. Mens processen står på, får mange mennesker snakket sammen og synliggjort, hvordan man bør behandle hinanden.
Men alt for tit sker det vist, at både personale- og andre politikker, når de er lavet, bliver lagt ned i skuffen, indtil de atter skal revideres. Og ikke sjældent hører man personalet sige, at det da vist bare er ingenting, hægtet op med roser, et stykke fint papir, som ikke har nogen praktisk værdi i hverdagen.
Det er da også set (i det private erhvervsliv), at bestemmelser i personalepolitikken om tryghed i ansættelsen blev ændret, når der vitterlig var brug for dem, nemlig når der skulle indskrænkes og afskedigelser var nødvendige.
Vi skal ikke forklejne personalepolitikkerne, eller i hvert fald den ånd, som lægges i dem. Men vi synes, man nogle gange skulle overveje en ekstra gang, om der nu også reelt er brug for personalepolitikker og diverse del-politikker. Ellers kan man risikere, at det går som med Kommunernes Landsforenings lønmapper fra 1970-erne, som i starten snildt kunne være i to ringbind. Senest var de oppe på ti bind, inden man lagde dem på cd-rom.
Sådan kan det også gå med politikkerne, hvis man ikke tænker sig lidt om. Det kan nemt blive til regulær politikfabrikation.