Gammel snusmølle
Dansk snus er fabrikeret i flere hundrede år, blandt andet i Århus. Det var oprindeligt kvinder der var de største snusbrugere, selv om nogle mænd mente dette var lovlig årsag til skilsmisse. Med mange tilsætningsstoffer var snusen ikke absolut sundhedsbefordrende.
Gammel snusmølle
Den danske snus' historie er omtalt af historikeren Emanuel Sejr i årbogen for Den Gamle By i Århus i 1932/1933. Til artiklen 'I den gamle Tobaksfabrique' fik han hjælp af bl.a. Kai Thuesen, direktør for Schmalfeldts Tobaksfabrik i Århus.
Her bringes en let revideret udgave af hans artikel om snusens danske historie, med opskrifter på hvordan man lavede snus - med både honning, blommer, brøndvand, landvin, sirup og salmiak.
I 1786 forarbejdede Thygesen & Co.s Tobaksfabrik i Aarhus 103.000 Pund Røgtobak,
men kun 4200 Pund Snus. At snuse havde ellers et Par Aarhundreder været højeste
Mode især indenfor Overklassen; senere kom ogsaa Mellemklassen og Almuen til.
Efterhaanden gled Snustobakken imidlertid mere og mere ud, sidst i Overklassen. C. H. Pram regner i 1817 med, at i "de elegantere Stænder" ca. 1 af 10 bruger Snus, men af Almuen næppe 2 af 100. Røgtobakken var saa at sige udelukkende forbeholdt Mændene; anderledes med Snusen, som Pram mener brugtes af 2 pCt. af alle voxne Mænd, mens hele 10 pCt. af Kvinderne snusede, og deraf "flere i den tiltagende end i den yngre Alder".
Mange har dog allerede paa dette Tidspunkt fundet Snusen uforenelig med Kvindelighed, ja G.L. Baden, der selv var Snuser om en Hals, skriver forarget [i 1821]: "Fruentimmer især, burde, om de ere ugifte, vente aldrig at blive gifte, og ere de det allerede, skulde dette Svineri være en lovlig Aarsag til Skilsmisse".
Nu omstunder kan Brugen af Snus i gammeldags Forstand vel nok siges praktisk talt at være forsvundet; men langt ind i det 19. Aarhundrede forarbejdede enhver Tobaksfabrik Snus.
Snus blev budt
blandt 'de elegante stænder'.
Endnu i 1870'erne havde en enkelt Fabrik, 'Snusmøllen', i Gang hver Dag hele Vinteren, og der solgtes 4 Lispund Snus alene paa den lille Ø Aggersø ved Skelskør.
Hvad der nu anvendes af Snus - og det er slet ikke saa lidt - puttes i Munden, hvor den ligger som en lønlig Amulet bag Læben. Særlig paa Bornholm og i Vestjylland er denne Form for Skraa meget yndet.
Til Næse-Snus anvendtes oftest ret svære Tobakker som Kentucky, men iøvrigt synes man at have brugt alt det, der ikke kunde finde Anvendelse paa anden Maade: de mørke eller helt sorte Blade, Affald fra Røgtobakken, Stilkede Ribber, som var fjernet fra de større Tobaksøblade o. s. v. Kun maatte de anvendte Blade være fuldkomamen fri for Sand, hvorfor Sandgods ikke var er heldigt til Snus.
Hovedprocessen ved Fremstilling af Snustobak var Gæringen eller Fermentationen, som fremkaldtes ved Saucering; og Recepterne til Saucer tillagdes her endnu større Betydning end ved Røgtobakkerne. Bladene sprængtedes først med Saucen, blandedes derefter godt og lagdes i Bunke. Naar de havde ligget ca. 24 Timer, fugtedes de igen med Saucen og blev derefter puttet i en Tønde, helst en Vin- eller Eddiketønde, med et tætsluttende Laag. Fugtningen fortsattes nu, indtil alle Bladene var fuldkommen gennemtrukne med Saucen; derpaa lagdes de i en anden Tønde med dobbelt Bund, hvoraf den øverste var gennemhullet, saaledes at Saucen fra Bladene kunde sive igennem. Bladene pressedes nu ned med indtil 100 Pund Vægt, og Tønden stilledes, godt tillukket saa ingen Luft kunde komme til, i en Kælder, for at Tobakken kunde gære. Det varede 8 eller flere Dage; andre opgiver 3 Uger undertiden mere. Tegnet paa, at Processen var afsluttet, var en vinsyrlig Lugt, naar Laaget toges af Tønden, og en jævn, varm Temperatur i Bladene; de maatte ikke blive for varme, da de saa fordærvedes
Kvinder - flere i den tiltagende
end i den yngre alder - snusede mest
Den Sauce, som var sivet gennem den hullede Bund, Pressesaucen, hældtes nu over Tobakken igen, og efter nogle Dages Forløb kunde Bladene saa forarbejdes til Karotter, f. Ex. paa følgende Maade: Man tog et passende Kvantum af de sauce: dryppende Blade, 2-4 Pund, og lagde dem til Rette paa et rektangulært Stykke Linned, de smaa Blade i Midten, hvorefter Linnedstykket blev slaaet uden om Tobakken, saaledes at der dannedes et rundt Legeme, Poppen, tykkest paa Midten og spids mod Enderne. Poppen blev derefter omvundet med en tyk Hampesnor. Det skulde gøres meget nøjagtigt og med stor Kraft. Hampesnoren hang dobbelt ned fra en Krog i Loftsbjælken, en Løkke blev lagt om Poppen og Snoren trukket haardt til, ofte ved Hjælp af et Brædt, som traadtes ned med hele Legemets Vægt. Det hed at trække Karotter. Den ene Løkke efter den anden blev trukket til, og naar Karotten var helt omspundet med Hampesnoren, blev den lagt til Tørring; det maatte ske paa et Sted, som hverken var for varmt eller for koldt, og Karotten skulde jævnlig vendes, for at Saucen kunde trænge ligeligt ind i alle Bladene. Efter ca. 14 Dages Forløb kunde Hampesnoren og Linnedstykket tages af, og saa maatte Karotten til Slut ficeleres, d. v. s. omvindes sirligt, men fast og fuldstændigt med Seglgarn, for at Luften ikke skulde trænge ind til de indre Dele; dermed var Forarbejdningen afsluttet. Inden Karotten solgtes eller toges i Brug, maatte den dog lagres mindst 6 Maaneder og helst længere; jo ældre den blev, des bedre blev Snusen.
I ældre Tid solgtes Karotterne oftest direkte til Forbrugerne, som saa selv rev dem, raperede dem paa et Rivejern, en Rapérive. Snus kaldtes derfor ogsaa Rapé. Man havde smaa, fikse Sølvriver eller andre former for Sønderdelingsapparater. Efterhaanden blev det dog mere almlndellgt at Raperingen foregik i Fabrikkerne; det skete ved Hjælp af en Rapémølle, som kunde være af forskellig Indretning: en omdrejelig Valse, hvis Overflade var et Rivejern; Valsen gik gennem en Kasse, i hvis Laag der var et eller flere Huller, hvor Karotterne kunde trykkes ind paa \/alsen, som derefter, drejedes rundt og paa denne Maade raspede Tobakken. Eller man havde et System af opadvendte, tætsiddende Savblade fastspændt i horizontale Ram, mer o.s. v. Den raperede Tobak blev tilsidst sigtet, og hvad der ikke kunde gaa gennem Sigten, blev stødt til et fint Pulver i Morteren eller i en Stampemølle. I forrige Aarhundrede har man dog herhjemme næppe brugt denne Karotte-Fremstilling i stor Udstrækning. Snus-Forarbejdningen har taget mere direkte Sigte paa Fremstilling af færdig Snus.
Snuskrukke til Rappé-snus
Naar Tobaksbladene var saucede og havde gæret, som det ovenfor er skildret, blev de tørret og groft skaaretmed Vuggekniven, som nu ses i Snusrummet i Tobakshuset i Den gamle By [i Århus]. I hvert Fald er eventuelt anvendte Stilke sikkert skaaret paa denne Maade, idet de ofte behandledes særskilt, fordi de opsugede mere Sauce end Bladene.
De tørrede og skaarne Blade hældtes derefter paa Snusmøllen, som ligeledes ses i Snusrummet. Den har nogen Lighed med en almindelig Møllekværn med Trætandhjul og to Møllesten, der drejes rundt med et Haandsving. Tobakken hældes i en Tragt, som munder ud i Slæden, hvorfra Tobaksbladene efterhaanden rystes ned paa Møllestenene, idet disses firkantede Akse bevæger
Slæden frem og tilbage. Naar Tobakken er sønderdelt mellem Stenene, hvoraf den underste ligger fast, glider den gennem et Rør ned i en roterende Silkeflor-Sigte, som kun lader den fint pulveriserede Tobak passere. Med Haandkraft kunde fremstilles' 30-40 Pund Snus om Dagen. Enkelte Fabriker anvendte dog Hestekraft til Snusmøllen, hvorved den daglige Produktion sattes op til 1-200 Pund.
Undertiden brugte man at farve Snusen rød, gul, grønlig eller sort ved Hjælp af Sandeltræ eller andre uskadelige Pigmenter. Desuden søgte man at forøge Vellugten f. Ex. ved Tilsætning af Rosenolie eller Tonka-Bønner, den saakaldte Tonka-Snus. Den færdige Snus hældtes paa Flasker, pakkedes i Træ- eller Bly-Daaser eller opbevaredes i Tønder, hvorfra Købmanden igen solgte ismaa Partier til Kunderne. Snusen kunde ogsaa gemmes i store Lerkrukker, eller mindre Porcellænskrukker med Dekorationer.
Indholdet i snus var mangfoldig
Som Exempel paa en Snus-Sauce anføres fra Tobaksspinderfsvendenes Optegnelser følgende til St. Omer Nr. 3: "Man tager 1 Pund Stilke af god Maryland, 6 Pund stødt Stensalt, 1 Lod Rosen-Honning,1/4 Pund Saft af tørrede og derefter afkogte Blommer, 2 Lod Cas. Caryophyl. Dette lader man godt koge med 5 Potter reent Brøndvand; naar det begynder at koge, tager man endnu 1/2 Pund gode Tamarinder dertil, afklarer Saucen og opløser i 1/2 Pot kogende Landviin 2 Lod fint Salmiak, 1/3 Pund Potaske, 1/3 Pund Sirup, hvilket, naar det er tilbørlig filtreret, bliver blandet med den afklarede Sauce.
Man fugter nu Tobakken engang med denne Sauce, og naar den er blandet og gjort vaad nok, bliver Bladene fasttrykket i en Tønde og belagt med et Laag. at ingen Luft kan komme ind. Har det fermenteret sig nok, saa bliver Tobakken taget ud og slaaet engang gennem en Sigte. Derpaa er den færdig, bliver ganske løst indesluttet i et andet tørt Fad og tildækket. Det bemærkes, at det er Ungarske Blade her skrives om. Skulde Bladene have alt for tykke Stængler, saa maa man opløse 1 Lod stødt Sal Tartari (tartarisk Salt) i 1 Pot god Landvin; dermed bliver Bladene sprængtede inden Sauceringen, ellers trækker der for meget af Saucen i Stænglerneer.
I Bocris' tidligere nævnte "oprigtige og grundige" Vejledning haves en Sauce-Opskrift ligeledes til St. Omer eller Saintomer Snustobak beregnet til 100 Pund virgínske Swítsentblade, der skulde være strippede d. v. s. uden Ribber: I en tildækket Kedel koges 15 Potter Vand; heri snittes 2 Pund af en gammel Karotte for at give Saucen mere Fylde; endvidere 2 Pund modne, stødte Enebær. Dette koges en halv Time, veltildækket. Derpaa kommes 2 Pund Tamarinder i 2 Lod Cassía fistula, som først sammen med lidt Sauce er stødt i en Morter og sammen med 2 Lod fint snittet, tør Kalmusrod puttes i Kedelen. Naar denne har kogt en halv Time, tages den af Ilden, og naar Saucen er kold, presses den gennem et Tørklæde og hældes i et rent Anker. lmidlertid bliver 1½ Pund god, tyk fransk Sirup kogt over jævn Kulild, og denne Sirup bliver derefter hældt i Saucen sammen med 1/2 Pot Vineddike, 1 Pot fransk Brændevin, 8 Lod Salmiak, 3 Lod Sal alcali, 2 Lod Salmiak Sylvester, ½ Pund Potaske og 4 Pund Salt, og det hele varmes, saa at Saltene kan opløses. Naar Saucen er kold, er den færdig og opbevares tildækket, indtil den skal bruges
Ikke absolut sundhedsbefordrende
- heller ikke i dag
Det er klart, at Sammensætningen af saadanne stærkt krydrede Saucer ofte kunde omfatte Ingredienser, som ikke var absolut sundhedsbefordrende. I en kgl. Forordning angaaende Tobakshandel fra 1786, og forarbejdning bestemmes da ogsaa en ret haard Straf for "at have tillavet Tobakker med en skadelig Sauce, eller at have blandet uvedkommende og skadelige Ingredienser i Tobakken". Iøvrigt kunde der faas særligt Privilegium paa at oprette en Snustobakfabrik, hvor man ikke behøvede selv at være Laugsmester eller drive Fabrikken ved en Tobaksspinder, som havde gjort Mesterstykke, hvad der var en absolut Fordring for et Tobaksspinderprivilegium. Til Gengæld gav Snustobaks-Privilegiet kun Ret til at forarbejde "saadanne Snusruller og fabrikerede Tobakker, som indkjøbes hos Tobaksspindermestere eller Fabrik-Entrepreneurer, samt med deres Stempel ere forsynede; da ingen Snuus-Tobaksskjærer eller Fabrikant maae enten bruge i sin Fabrikation eller have i sit Huus løse Blade, under en Mulct af 100 Rdlr. til Angiveren, Varernes og Redskabernes Confiscation samt Privilegii Fortabelse"
Det særlige Snus-Fabrikant-Privilegium har dog næppe haft megen Interesse udenfor København.
Foruden
de allerede nævnte Snussorter, St. Omer og Tonka, havde man ogsaa Strassburger
Rapé, Dynkirk-Snus, hollandsk og Paríser-Rapé, Marino og Makuba; den sidste var
meget fin. Men efterhaanden som Snusen gik af Mode, indskrænkede man sig i det
store og hele til at fremstille et Par Sorter, mørk Snus og gul Snus.
læs også
- Snusens historie
◄Emne forside