Nævnt 1526 i
Thet Nyia Testamentit
70 år. Den 22. marts 2018 er det 70 år siden hun kom til Danmark og fik dansk statsborgerskab. Der skulle gå mere end 400 år, før Rigsdagen traf denne beslutning og godkendte, at hendes slægt måtte indvandre hertil fra Sverige og få fast ophold.
Nævnt 1526 i
Thet Nyia Testamentit
Og dette til trods for, at hendes slægt har nordiske rødder, der kan føres tilbage til 1400-tallets Sverige, hvorfra den fik afstikkere til Norge. I 1526 var slægten endog nævnt i den svenske udgave af ”Thet Nyia Testamentit”.
I 1743 var der en århusianer ved navn Jens Pedersen Høygaard, der mente, at denne slægt burde have indpas i Danmark. Et synspunkt, der ikke vandt gehør i mange kredse. I 1870'erne tog en kendt dansk forsker, Svend Grundtvig, så atter sagen op, og talte varmt for den. Det hjalp dog ikke; slægten fik kun få lov til at være på midlertidigt ophold i landet.
De følgende år blev sagen taget op i flere kommissioner, indtil Rigsdagen i 1948 så besluttede at statsborgerskabet kunne bevilges. I starten havde mange alligevel svært ved at acceptere det, ikke mindst i de skønlitterære kredse. Indenfor den danske presse, var hun i mange år ugleset - man ville ikke gøre brug af hendes evner. Og mange familier ville slet ikke høre tale om, at hun skulle optages i slægtens navn.
Det var egentlig Rigsdagens mening, at hun med sit statsborgerskab måtte bosætte sig overalt i landet. Ikke alle byer ville dog acceptere dette. I Aalborg og Aabenraa strittede man imod, mens man i Århus var helt åbne og straks gav hende fast ophold i byen - hvilket Aarhus byråd dog igen fortrød i 2010.
Uagtet statsborgerskabet var en realitet, var problemerne dog ikke ovre. Hun havde svært ved at finde sit ståsted. Nogle synes det var i orden, at hun fik fortrinsret og stod først, mens andre mente, at hun som indvandrer pænt burde stille sig bagest i rækken. Igen måtte staten gribe ind, om end med nogen vaklen. Først gav man hende i 1952 fortrinsret, men allerede tre år senere besluttede man sig så for det modsatte, fortrinsretten blev ophævet, og hun måtte stille sig bagest.
Med årene er hun dog blev anerkendt af hver eneste dansker, og har gennem sine 70 år i betydelig grad været med til at præge litteraturen, både den skønlitterære og den den faglige. Hun bidrager også dagligt i pressen. Hun har dog ikke vundet større udbredelse internationalt uden for de nordiske lande.
Hendes navn er Bolle Å. Det bogstav, som kom hertil via Sverige og Norge. Bolle-å er vistnok oprindeligt en sammenskrivning af a+o, hvor o'et efterhånden lagde sig ovenover a'et. Ved retskrivningsreformen den 22. marts 1948 vedtog Rigsdagen, at aa og Aa for fremtiden skulle erstattes af å og Å. Først skulle bogstavet stå forrest i alfabetet, mens det nogle år efter, i 1955, blev besluttet, at det skulle stå sidst. Og her står det så i dag.
Læs mere om Å'ets historie