Symbolet på lamgsommelighed
Syltekrukken
De to rødkælke
På Christiansborg er der på væggene ved Folketingssalen malet en række billeder med gamle ordsprog.
Udvalgte billeder
Symbolet på lamgsommelighed
Syltekrukken
De to rødkælke
På Christiansborg mellem Folketingssalen og den gamle Landstingssal ligger Vandrehallen. Den 80 meter lange hal hedder sådan, fordi lovforslagene, indtil Landstinget blev afskaffet i 1953, skulle ”vandre” mellem de to sale for at blive vedtaget.
Oven over Vandrehallens egetræspaneler løber en 268 m lang blomsterfrise. Den er udført som kalkmaleri af billedkunstneren Rasmus Larsen (1867-1950) i perioden 1918-21. Frisen gengiver forskellige dyr samt gamle danske ordsprog og fyndord, der alle skal opfattes som malerens kommentarer til det politiske liv. Tegningerne og ordsprogene er sat sammen med megen humor.
Rasmus Larsen var malersvend, men havde uddannet sig videre på Kunstakademiet og var blevet dygtig til dekorativt kalkmaleri, som frisen blev malet i. I 1948 restaurerede han frisen som 81-årig.
Han havde frit slag til at lave malerierne. Om tanken med malerierne og fyndordene udtalte Rasmus Larsen selv bl.a.: "I Tiden vi levede i, gik der jo meget for sig, som kunne give Anledning til billedlig, dekorativ Fremstilling, ogsaa i den her nødvendige beskedne Maalestok: Hæsblæsende Jagen efter Profit, Bjærgsomhed i alle Skikkelser ytrede sig paa den Maade, som man aldrig før havde set vise sig saa ublufærdigt. Korslagte Arme triumferede, ufine Streger huserede, og Dansen om Guldkalven gik i vilde Spring. Med Tanken paa dette Liv er de smaa Billeder frembragt som Illustrationer. 'Her lyder Folkets Røst til os fra Væggene'."
Kun én gang fik kunstneren efter sigende besked på at lave noget om. Han havde malet en muldvarp som et symbol på undergravende virksomhed og nedbrydning, lige ved siden af døren til Folketingssalen.
Da frisen atter blev restaureret i 1997 af en ny maler, tilføjede han to nye billeder: et par rødkælke fordi han selv hed Robin til fornavn (engelsk for rødkælk) og en stork fordi den ansvarlige for opgaven hed Stork til efternavn.
Her er de forskellige ordsprog og fyndord, som er lavet på frisen. I (parentes)
er angivet illustrationerne i forbindelse med teksterne; få af dem er uden tilhørende tekst.
• (Svaler bygger rede).
• Den, der forstaar Fuglenes Sprog, kan blive Minister. (Fuglestævne).
• Ungdommen bebuder Manden ligesom Morgenen. (Sovende barn). Dagen.
• Kattens Leg er Musens Død. (Kat og mus).
• (Muldvarp).
• "Peter", sagde Gaasen, "jeg ager", da Ræven løb til Skoven med hende. (Ræv og gås).
• Tidt har veltalende Tunge vundet mere end draget Sværd. (Syngende lærke).
• Gud mildner Luften for de klippede Faar. (Klippede får).
• Krybben fuld af Havre og Strøelse til Bugen. (Hest i stald).
• (Stangende vædder).
• (En krybende snegl og en edderkop)
• (Egern der knækker nødder).
• Loven er de vaagnes, Lykken er de sovendes. (Sovende bjørn og høg efter due).
• (Katten på flæsket)
• Kragen sad på Kviste, sagde, hvad den vidste. (Krager).
• Naar de store Klokker lyde, kan de smaa ikke høres. (Løve og hund).
• Alle vil Herre være, ingen vil Sækken bære. (Sæk og hund).
• (Mus om et mælkefad).
• Tvist avler Trætte. (Æble på en dolk).
• Tidt findes Orm under blomstrende Busk. (Rosenbusk).
• Ikke enhver Hane, der galer, melder ny Dag. (Galende hane).
• Ikke enhver Høne, der kagler, lægger et Æg. (Kaglende høne).
• Stakket er Stridens Glæde. (Hund og kat).
• Naar Svanerne synge, skal Raagerne tie. (Flyvende svaner).
• Gud giver enhver Fugl sin Føde, men kaster den ikke i Reden til den. (To fugle).
• (Geder, kalv, ko og får)
• (Rotter der gnaver ben).
Kilde bl.a. Rigsdagssamlingens Aarbog 1923-1924