Kongespejlet er et middelalderligt skrift om samfundsmoral og samfundsforhold fra omkring 1250. Med råd, hvor nogle også er brugbare i dag.
Indledningen til
Kongespejlet
_______
På oldnordisk lyder
indledningen:
Góðan dag, herre minn!
Ek em svá komminn til yðars
fundar sem byrjar hlýðnum
syni
ok litillátum, at finna ástsamligan
föður ok göfgan, ok vil ek
þess yðr
biðja, at þér hafit
þolinmæði at hlýða þeim
hlutum, er mik fýsir at spyrja,
en lítillæti at svara með góðfýsi
spurðum hlutum.
Side fra Kongespejlet
'Kongespejlet' er et norsk skrift fra omkring år 1250. Originaltitlen er Speculum Regale eller Konungs skuggsjá. Det blev skrevet af en ukendt forfatter, og menes at have være en lærebog til sønnerne af den norske konge Magnus Lagabøte (1238-1280). Magnus (VI) var gift med Ingeborg, der var datter af kong Erik IV Plovpenning af Danmark.
Skriftet er udformet som en samtale mellem far og søn, hvor faderen giver sønnen svar på forskellige spørgsmål om samfundskundskab og samfundsmoral.
Trods sine mere end 750 år, er der mange kloge ord i det. Nogle er stadig brugbare, andre er lidt mere kuriøse set med nutidens øjne.
Skriftet omhandler i sine 70 kapitler så forskellige emner som: Gudsfrygt, købmandens opførsel, tjenester hos kongen, krigskunst, overmod og mådehold, Adams brøde, Guds domme, hvorledes løfter bør holdes, visdommens tale med flere.
Det fortæller også om verden set fra datidens Norge. Om dyrelivet i Grønlandshavet, om mærkelige ting og undere på Island, om himmelrummet og nordlyset.
Her bringes et udvalg af nogle af skriftets artikler. De er i lettere redigeret form fra Finnur Jónssons danske oversættelse fra 1926 af de oldnordiske (norrøne) tekster.
Læs mere om Kongespejlet og kongehoffet
Kongespejlet indledes sådan:
Sønnen: God dag, min herre! Jeg er kommet til eder, som det sømmer sig
en lydig og ydmyg søn at træffe sin kærlige og høje fader, og jeg vil bede jer
om at have tålmodighed til at høre på de ting, som jeg har lyst til at spørge om
og have nedladenhed til at svare på spørgsmålene med velvilje.
Faderen: Eftersom du er min eneste søn, er jeg glad ved, at du ofte
kommer til mig, thi en samtale mellem os om mange ting ville være naturlig, og
jeg vil gerne lytte til, hvad du måtte ønske at spørge om, og svare på de
spørgsmål, der rettes til mig på forstandig måde.
Med hensyn til de varer, du køber, må du sørge for, at de er helt ufordærvede og uforfalskede, og du skal have undersøgt dem, førend du helt afslutter din handel.
Hvis dine varer bliver fordærvede, og du vil sælge dem til andre, så skjul aldrig fejlen for dem, som køber dem, vis køberen den fejl, der er på varen, og kom så overens om eders handel så godt I kan - da hedder du ikke bedrager.
Men hvis du har erhvervet meget gods ved handelsrejser, så del det i tre dele; anvend en af disse til fælles med de mænd, som altid bor i gode købstæder, og som er pålidelige og forstår sig godt på handel; de to andre portioner skal du fordele på forskellige steder og handelsrejser; da kan man snarest vente, at, hvis dit gods samtidig er på forskellige steder, ikke alt på engang går til grunde, og da er det snarest at håbe, at det ialfald kan bevares nogle steder, selv om tab af gods ofte kan indtræffe.
Når du bliver vred, så sig kun lidt og ingen overilede vredesord, Thi hvis man ikke passer på kan man komme til at udtale et eneste ord af en sådan art, som man bagefter ville give guld for skulle være usagt.
Dog skal du tilfulde forstå, at det ikke sømmer sig for nogen
at være uordholden, og det sømmer sig desto mindre, jo mægtigere man er.
Men i alle de tilfælde, hvor en mand bliver bedt om noget, der forringer hans anseelse eller hæder, skal det ikke ydes, og selvom han i en hast lover det, bør han viselig tage det tilbage. Det bør også tages tilbage, hvis man yder meget, men den, der modtager, kun giver liden tak for; og overhovedet bør en stor gaves stadfæstelse ikke stå længe ved magt, hvis modtageren ikke véd at takke rigtig derfor, og da er det dennes egen ufornuft og ringe retfærdssans, der berøver ham det, og ikke de givendes uordholdenhed.
De gaver bør også alle tages tilbage, som den bedende har fået ved løgn eller svigagtig snuhed; det er hans løgn og snuhed, der da tager gaverne tilbage og ikke uordholdenhed hos ham, som gav dem.
Men hvis der forefalder noget sådant, hvori din høvding benytter dig som sin fortrolige og som han vil skal holdes hemmeligt, så behold det hos dig selv med klogelig tavshed, og åbenbar ikke for nogen de ting, som er dig betroede.
I en almindelig kamp skal du, efter din høvdings rette befaling, ikke undgå manddrab mere end enhver anden gerning, som du ved er god og rigtig. Vis dig i kampe djærv og frygtløs; slås skal du med passende og nyttige hug, således som du før har lært det, i en god stemning og dog i virkningsfuld lidenskab.
Vær i alle kampe sej og udholdende, men undlad voldsomme anfald, og vær mindst af alt pralende. Tænk stadig på at sørge for, at andre kan aflægge fordelagtige vidnesbyrd om dig, men selv skal du ikke rose dine gerninger, for at det ikke skal ske, at du efter nogen tids forløb bliver genstand for hævnforsøg, når de mænd er faldne, over hvis død man har sørget, og hævnen kommer til at gå ud over dig, på grund af den tilskyndelse, dine egne ord har indeholdt.
Det er høviskhed, at være venlig og oprømt og forekommende og pæn i sin tale, forstå at være god kammerat ved sammenkomster og i samtale med andre mænd. Ligeledes at forstå sig godt på at tale med kvinder, hvad enten de er unge eller mere til års eller andre, der er mindre mægtige, nemlig at bruge de ord, som passer for enhver art, således som det sømmer sig vel for dem at høre, og som det sømmer sig vel for en mand at sige.
Ligeledes om man taler med en mand, hvad enten han er ung eller gammel, mægtig eller ikke-mægtig, sømmer det sig godt at kunne forme sine ord på en passende måde og vide, hvilke udtryk det passer sig for enhver at høre. Men hvis det skal være spøgefulde ord, bør de både være smukke og passende.
Det er fremdeles dannelse, at undgå tavl [brætspil] og terningespil, skøgehuse eller eder, man ikke kan sværge, løgnagtige vidnesbyrd eller anden letfærdighed og skørlevned. Det er også dannelse at sørge for renlighed både i mad og klæder, at have smukke huse, hvis man ejer sådanne, eller skibe eller heste eller våben, være forsigtig og ikke fremfusende. Men dog modig, når der trænges dertil, ikke pragtlysten eller begærlig eller fuld af misundelse, undgå overmod og al hoffærdighed [hovmodighed].
Du skal føle tab af gods så lidt som muligt, at du skal tænke på, at det igrunden er synd at være træl af rigdom eller elske godset højt, selvom det til gengæld elsker en og bliver vedkommende rigelig til del. Men da er det tilvisse synd og desuden sorgvækkende at elske rigdom højt, når den vil vende sig bort fra en og slet ikke yde genkærlighed.
Tænk også på, at alle kommer uden gods til verden, og alle skilles igen således fra verden, at ingen ledsages af gods ud af verden. Dog skal du sørge for, at du ikke mister noget på grund af vanrøgt og forsømmelighed.
Hvis du af kongen eller en anden stormand modtager hæder og høj stilling, er det magtpåliggende, at du forstår at modtage den med mådehold. Og lad det ikke vederfares dig, hvad mange ukloge gør sig skyldige i, at du med overmod og begærlighed hæver dig så højt, at du ikke mener at have nogen ligemand.
En sådan selvhævning volder enhver, som bærer sig således ad, fald, thi det er Guds natur at nedslå for meget overmod med hellig ydmygelse. Enhver, der går frem med meget begær og overmod, kan være sikker på, at han altid har Gud imod sig.
Thi den menneskelige natur er så skrøbelig, at den ikke kan tage sig i vare for aldrig at begå en brøde [forkastelig eller ulovlig handling]. Andre begår derimod brøde, idet de vil gøre sig til deraf, og de tager sig ikke i agt for straks at begå en brøde til.