Rubrik - ruber - rød
Rubrik - ruber - rød
I bogskrifter har man rubrikker og rubrikoverskrifter. I klostrene var det specialister, der på kunstfærdig vis håndskrev overskrifterne oftest med rødt blæk. Disse specialister kaldtes rubricator - af latin 'ruber' der betyder 'rød'.
Den kursive skriftform kaldes den dag i dag på engelsk for italic, hvilket vi kan se, når vi på pc'en finder en kursiv skrifttype (fx Baskerville Italic). Den blev indført af Aldus Manutius i 1400-tallet, som byggede kursivskriften på italienske håndskriftformer. Heraf navnet italic.
'W' kendtes ikke i latin, men kom ind via angelsaksisk, hvor bogstavet hed 'wen'. Med tiden blev det her ændret til 'dobbelt u' af normannisk-franske skrivere. Senere blev dette 'dobbelt u' igen ændret til 'W'. Men det bevarede i engelsk det gamle navn: 'double U', som W stadigt kaldes.
Da to i'er efter hinanden
i gamle skrifter kunne forveksles med 'u' eller 'n', fandt en skriver i 1100-tallet på, at sætte
en streg over i'et ( ī
) Italienske bogtrykkere ændrede
senere stregen til en prik.
Udtrykket 'Prikken over i'et' kendes i flere sprog,
fx i fransk 'les points sur le i', på tysk 'das Tüpfelchen auf dem i sein', på
svensk 'pricken över i', hvorimod det på engelsk hedder 'the finishing touch'.
'Aleph Beth
Ordet kommer fra de to første bogstaver i det fønikiske alfabet 'Aleph for A (der betyder okse) og Beth for B (der betyder hus).
Oprindeligt var et spørgsmålstegn en prik med et komma over - et omvendt semikolon. Kommaet over prikken udvikledes sig efterhånden til den del af spørgsmålstegnet vi har over prikken (?), og forekommer i et kongebrev fra 1140. I Spanien skriver man et omvendt spørgsmålstegn foran og et almindeligt efter spørgsmålet (¿Quién es?).
Oprindeligt anvendtes et punktum (.) for et mindre ophold i teksten. Et komma (| | eller ,) eller et omvendt semikolon (؛) for et større ophold, og et semikolon (;) for endnu større ophold. I det 11. århundrede begyndte man at bruge bindestreger (-) ved linjeslutninger, en overgang var disse dobbelte (=).
Det oprindelige udtryk kommer fra de italienske handelshuse, hvor det hed numero per cent. Det blev skrevet som N°/c, der betyder 'antal pr. hundrede'. Efterhånden forsvandt N'et, og c'et blev opfattet som o - hvorved vi fik tegnet o/o. Så procent-tegnet består i realiteten ikke af 2 nuller, men af 2 o'er.
Langt op i tiden var det de færreste der selv kunne skrive, selv i de finere kredse. Mange kunne end ikke skrive deres eget navn. Hvis en person derfor egenhændigt havde skrevet sit navn på et dokument, blev der ofte efter underskriften tilføjet et mpp - der stod for 'manua propia', dvs. 'egen hånd'.
I dag skal eksemplarer af alle tryksager afleveres til Det Kongelige Bibliotek. Denne pligtaflevering er af gammel oprindelse. Den blev første gang indført af kong Franz I i Frankrig, der i 1537 påbød de franske bogtrykkere at aflevere et eksemplar af alt, hvad de trykte, til kongens bibliotek. I Danmark fik vi pligtafleveringen i 1697 under kong Christian V der, i lighed med den franske ordning, påbød at alt der blev trykt, skulle afleveres i 5 eksemplarer til kongens bibliotek.
Udsnit af Gutenbergs bibel
Johan Gutenbergs bibel blev afsluttet i 1455, men først i 1763 fandt en fransk antikvarboghandler, Guillaume François de Bure, ud af ved hjælp af tryktyperne, at det måtte være fra Gutenbergs trykkeri i Mainz. Han fandt eksemplaret på kardinal Mazarins bibliotek - deraf fik bibelen også navnet Mazarinbibelen. Den 42-liniede bibel har 47 store og 243 små bogstaver, og der er anvendt hen ved 46.000 typer til den. Da der kun kan laves to ark pergamenter af et kalveskind, er der gået 170 kalve til ét pergamenteksemplar af bibelen. Den blev trykt i 200 eksemplarer, hvoraf 48 stadig er bevaret, blandt andet på Det kongelige Bibliotek i København.
KILDER bl.a.
K.G. Irwin. Billeder, Bogstaver, Bøger, 1960
Svend Dahl, Bogens Historie, 1927/1970.