Omvend eder, og hver af eder lade sig døbe
paa Jesu Kristi navn til eders Synders forladelse.
• Apostlenes Gerninger 2,38 (1931-oversættelsen)
Traditionen med at have et navn for hver dag i året stammer herhjemme fra 1700-tallet. Der er forskellige traditioner med navnedage i Norden.
Oprindelsen til at give årets dage navne stammer fra middelalderlige almanakker, hvor man registrerede kirkelige fester og hvilke helgener, der skulle mindes gennem året. De danske kalenderes brug af navnedage havde tyske almanakker fra det 16. århundrede som forbillede.
Den endelige udformning af navnedagene i danske kalendere stammer fra 1720'erne, og har, med få ændringer, holdt sig lige siden.
Grundlæggende er navnedagene i den danske kalender således en helgenkalender, og dagenes navne bærer præg af, at være helgennavne.
Op gennem det 18. århundrede udviklede almanakken sig til, at helgenerne skulle dele pladsen med de kongelige fødselsdage, både den regerende monark, ægtefæller, børn og tidligere konger og dronninger. I den danske Universitetskalender har man stadig monarker optaget, men disse har ikke noget med de egentlige navnedage at gøre.
I vor nuværende almanak har man i alt væsentligt undgået dobbeltregistrering af navne. På denne måde kan navnet bruges som entydig datoidentifikation.
Fra tidlig tid gav man ofte barnet navn, efter den helgen, hvis
navn stod i kirkekalenderen på dåbsdagen (se også
Navnets betydning).
I Norge forsvandt navnedagene helt fra almanakken i 1912. I 1988 indførte det private Almanakkforlaget på ny navnedagene i kalenderen med hjælp fra Universitetet i Oslo. De nye navnedage var baseret på navnestatistikker for perioden 1900-1982, listen blev revideret i 2010. Brugen af navnedage er dog ikke så udbredt i Norge mere.
I Island forsvandt navnedagene i 1971.
I Sverige kom navnelisten med i 1749 i almanakken udgivet af Kungliga Vetenskapsakademien. Gennem årene er den blev ændret flere gange, og blev totalt ændret og moderniseret i 1901. Siden er der sket flere justeringer i den svenske liste over navnedage, senest i 2011 og 2013. Brugen af navnedage er populær, og man har tilknyttet egentlige personnavne til hver dag i året - i modsætning til de danske helgennavne. I mange tilfælde to navne for hver dag. Den svenske kalender indeholder godt 600 navne.
I Sverige og i Finland fejrer man stadig i stor udstrækning navnedagen samtidig med, eller i stedet for, fødselsdagen.
Man har også navnedage i andre lande, blandt andre Polen og Slovakiet.
I de tidlige kristne samfund skulle et barn have et navn, fordi mennesket stod noteret i Guds bog, som indeholdt navnene på medlemmerne af hans samfund.
Eskimoerne tror, at mennesket består af tre dele: legeme, sjæl og navn. Nogle primitive folkeslag anser et nyt navn for at beskytte, og det gamle jødefolk gav et alvorligt sygt menneske et nyt navn, for at det kunne blive en anden.
Den engelske filosof Carlyle sagde om navnet, at ”det er den første klædedragt, som hylles om vor tilværelse”.
I Christian V's danske lov fra 1683 blev det bestemt af et barn skulle have navn ved dåb senest 8 dage efter fødslen, ellers fik man en bøde på 20 lod sølv.
H.C. Andersen papirklip
Tidligere var der en særlig skik knyttet til navnedagen. Hvis man den dag modtog et bindebrev og ikke kunne løse knuden (gåden), måtte man give et gilde. De kunne også fungere som små frier- eller kærestebreve.
Bindebreve var populære i Danmark i 1800-tallet blandt såvel adel som bonde. H.C. Andersen var især ferm til at lave bindebreve.
Bindebreve kunne også overleveres til modtageren på en af tamperdagene, der var den 2. marts, 16. marts, 1. juni, 21. september eller 14. december.
Bindebrevet var en forløber for gækkebrevet.
I folketroen mener man, det er særdeles heldigt at være søndagsbarn: man får en god og lykkelig skæbne, man er venlig og begavet, og man er synsk. Det samme gælder børn født på en helligdag som juledag, påskedag, pinsedag eller nytårsdag.
I Norden er det også heldigt at være torsdagsbarn, der ligeledes anses for at være synske.
Fredagsbørn er ligeledes født på en lykkedag ifølge danske folketradition. Mens man i Italien anser fredagsbørn for at være sikret mod folks onde øjne.
Den der er født i midnatstimen, altså mellem 2 døgn, bliver synsk. Den der fødes om morgenen lever længere, end den der fødes sent om aftenen. Er man tilmed født ved solopgang bliver man klog og får succes - ved solnedgang bliver man doven.
Bliver man født ved fuldmåne, kommer man ikke til at savne noget.
Vil du vide, hvor mange der har dit for- eller efternavn, så kig ind hos Danmarks Statistik .