I lyset af den store interesse der for tiden er for emner om ånd, sjæl og døden, er det interessant at læse, hvordan man i den flere tusinde år gamle Tibetanske Dødebog (Bardo Thödol) har beskrivelser af efterdødsoplevelser.
Den mentale krop i tilblivelsens bardo [sjælen umiddelbart efter den fysiske død] er forsynet med evnen til at læse andres [levende væseners] tanker.
Den mentale krop er på størrelse med et otte-tiårigt barn, og er hele tiden på farten, den kan passerer gennem fx vægge og bjerge.
Den kan ikke ses af levende væsener, undtagen dem der har udviklet clairvoyante evner.
Den indser ikke den er død, men vender hjem for at møde familie og andre den holdt af i livet. Den prøver at tale til dem og røre ved dem, uden at de levende kan høre og mærke det.
Hvis man har været meget bundet til sin krop i levende live, vil man i den tilstand måske forsøge at trænge ind i den igen, og vil blive hængende omkring den og sine ejendele i ugevis endda i årevis. På det tidspunkt hvor den mentale krop erkender, at den virkelig er død, kan den opleve det som et chok.
Hver syvende dag vil man i den første tid efter sin død, genopleve dødsoplevelsen (processen), med al dens lidelse.
Den ensomme vandring gennem bardo-tilstanden kan af den døde opleves som et mareridt, ligesom i en drøm, hvor vi tror, at vi virkelig eksisterer.
Varigheden i denne bardo (efter- dødstilstand) varer op til 49 dage, nogle bliver hængende i tilstanden og kan blive spøgelser og ånder.
I den tibetanske tradition fortælles om oplevelsen af ”Grundenes Lysende Klarhed” - Det klare lys - som opleves, både i forbindelse med døden og umiddelbart før genfødslen.
Således er det beskrevet i Den Tibetanske bog om Livet og Døden af Sogyal Rinpoche.