Psykologi -Grafologi

Grafologi er læren om, hvordan menneskets karakter viser sig i håndskriften. Grafologi bruges blandt andet inden for psykologien, til personlighedsprofiler i forbindelse med ansættelse og indenfor politiets efterforskning.

Historien

Allerede de gamle kinesere har udtalt sig om håndskriften, blandt andre Okakura og den kinesiske filosof Kuo Juso.

De første kendte arbejder om grafologien er fra 1662, hvor den italienske læge Camillo Baldos udgav en bog med titlen ”Trattato come una lettera missiva si cognoscano la natura w qualitá dello scrittore” (”Hvordan man af et brev lærer den skrivendes karakteregenskaber at kende”).

I 1778 skriver den svejtsiske læge og psykolog Johann Caspar Lavater (1741-1801) et værk om menneskekundskab, hvori der indgår et bind om håndskriftens karakter, baseret på håndskrifter af Johann Wolfgang von Goethe, som han kendte.

I 1875 udkommer det første egentlige arbejde om grafologien ”Système de Graphologie” af den franske præst Jean Hippolyte Michon, der betragtes som den franske grafologis grundlægger. Dette værk blev senere bearbejdet af Crépiewux-Jamin. Herefter kommer grafologien til Tyskland, hvor navne som Lagenbruch, Schwiedland og Wilhelm Preyer kom til at præge fagets udvikling. I 1897 blev det tyske grafologiske selskab Die Deutsche Graphologische Gesellshaft dannet.

Men det var tyskeren Ludwig Klage der for alvor fik betydning for den retning indenfor grafologien, som benyttes i dag. Nogle af hans kendte bøger er ”Die Probleme der Graphologie” fra 1910 og ”Handschrift und Charakter” fra 1917. Endvidere kan nævnes Max Pulver der kombinerede grafologien med Sigmund Freud og Alfred Adlers dybdepsykologi.

I Danmark har vi (haft) kendte grafologer som Sigbrit Galster Pedersen, Annelise Garde, Elsa Kornerup, Irmgard Wassard og Vera Slæbo.

Grafologiens hovedtræk

Ud fra håndskriftens struktur kan man blandt andet aflæse personens karakteregenskaber, målsætning, stræben, selvvurdering, forhold til omverden og sindstilstand. Også visse sygdomme kan aflæses i skriften.

Man vurderer forskellige elementer i skriften, som man tillægger forskellige personlige egenskaber. De enkelte elementer kan normalt ikke vurderes for sig selv, men skal kombineres med skriftbilledet som helhed.

Skriftens sammenhæng
Sammenhængende: logisk tankegang. Usammenhængende: ensidighed, springende tankegang, isoleringstendens.

Skriftens størrelse
Stor: selvtillid, sund selvfølelse, usaglighed. Lille: saglig, mindreværd, beskeden

Skriftens udformning
Forenklet: rationalitet, manglende fantasi. Beriget: skaberglæde, omstændighed

Skriftens fylde
Fyldig: konkret tankegang, fantasi. Mager: abstrakt tankegang, nøgtern.

Skriftens tryk
Trykstærk: styrke, vitalitet, hæmninger. Tryksvag: åndelig bevægelighed, sart

Skriftens regelmæssighed
Regelmæssig: kontrol, ensretning. Uregelmæssig: emotionel, opposition, impulsiv.

Skriftens bredde
Vidde: umiddelbar, manglende hæmninger. Snæver: selvkontrol, hæmninger

Skriftens bindingsformer
Vinkel: retlinet, kompromisløs, ansvarbevidst, stivsind. Tråd: tilpasningsevne, svinger med, rollespil. Arkade: lukkethed, konservatisme, selvbeskyttelse. Guirlande: venlighed, modtagelig, udadvendt

Skriftens retningsbetoning
Venstrebetonet: indadvendt, fortidsorienteret. Højrebetonet: udadvendt, fremtidsorienteret.

Skriftens hældning
Venstreskrå: selvbeskyttelse, reservation. Stejl: selvkontrol, uafhængig. Højreskrå: kontaktinteresse, uselvstændig.

Skriftens zoner
Underzonebetonet: instinkterne, det ubevidste, jordbundet. Mellemzonebetonet: følelserne, jeg'et, subjektet. Overzonebetonet: intellektet, overjeg'et, idealisme, rodløshed.

Skriftens længdeforskel
Lille forskel: tilfredshed, flegmatisk. Stor længdeforskel: foretagsom, utilfreds.

Linjernes retning
Lige linjer: balanceret og stabil. Opadgående linjer: iver, optimisme, uro. Faldende linjer: træthed, modløs, depression