Mandala af C.G. Jung
Mandala af C.G. Jung
Individuation (individuations-processen) er et begreb som Carl Gustav Jung indførte i forbindelse psykologien, som betegnelse for menneskets udviklingsproces. Det er en betegnelse for en selvvirkeliggørelse, en personlig udvikling i ordets egentlige betydning.
'Individuation' blev, som psykologisk begreb, indført af Jung i 1921, men ordet kendes i engelsk tilbage til 1600-tallet.
Formålet med individuationen er, at mennesket skal blive sig selv, at finde ind til sin egen indre personlighedskerne. At blive hvad man egentlig er bestemt til at blive. Det ikke er det samme som at fastslå, at man skal blive selvisk. Det er netop karakteristisk ved mennesker, der gennemgår en individuation, at de bliver mere sociale og medmenneskelige. ”Individuation lukker ikke verden ude, men ind”, siger Jung.
Jeg'ets erfaringer af Selvets helhed, er det endelige mål med individuationsprocessen.
Processen kan ofte tage sin begyndelse midt i livet (midtvejskrisen eller 'Lebenswende'), og fordrer et langvarigt, aktivt og ikke altid behageligt arbejde for personen. Impulsen til at starte en sådan proces, kan være følelsen af at have ”mistet sig selv”, angst og forvirring i hverdagen.
I løbet af individuationsprocessen, vil personens Jeg blive konfronteret med, og få bevidstgjort, psykens forskellige sider: personaen, skyggen, modsatkønnetheden, arketyperne til en kontakt med eller erfaring af Selvet.
En måde at arbejde med denne proces kan være et intensivt arbejde med sine drømme.
Bevidsthedens lag
I illustrationen til højre er vist en model over psyken bevidsthedslag: Jeg'et, bevidstheden, det personligt ubevidste og det kollektivt ubevidste
Indenfor dybdepsykologien er bevidstheden den del af psyken, som personens Jeg (ego) har kontakt med - er bevidst om, så at sige.
Det ubevidste er de dele af psyken, som Jeg'et ikke normalt har kontakt med. Jeg'et kan dog i dagliglivet momentvis få kontakt med ubevidste lag i psyken, fx når personen drømmer eller ved intuitive indfald.
Under en personlig udviklingsproces, er opgaven at få store dele af de ubevidste lag gjort bevidste, så Jeg'et og dermed personligheden kan vokse.
C.G. Jung har beskrevet det ubevidste sådan: ”Alt det, jeg ved, men som jeg i øjeblikket ikke tænker på; alt det, jeg engang var bevidst om, men som jeg har glemt i dag; alt det, mine sanser fornemmer, men som bevidstheden ikke tager hensyn til; alt det, jeg uden hensigt og uopmærksomt, dvs. ubevidst, føler, tænker, husker, vil eller gør; at det fremtidige, som forberedes i mig og som først siden bliver mig bevidst; alt dette er det ubevidstes indhold.”
Det ubevidste kan korrigere den bevidste indstilling på en konstruktiv måde.
De ubevidste del af psyken opdeles i det personligt ubevidste og det kollektivt ubevidste.
Det personligt ubevidste omfatter indhold, som stammer fra personens komplekser og erindringer fra barndommen, men som er fortrængt eller glemt, fordi de ikke stemte med omgivelsernes forestillinger og moralbegreber.
Det kollektivt ubevidste omfatter ikke indhold af individuel karakter, men indeholder aflejringer af menneskehedens typiske reaktionsmåder gennem tiderne af almenmenneskelig natur, uden hensyn til historisk eller etnisk oprindelse.
Det kan være almenmenneskelige følelser og reaktioner på angst, forholdet mellem kønnene, forhold til forældre, fader- og moderfigurer, had, kærlighed, fødsel og død, det lyse og mørke princip og så videre.
De dybeste lag af det kollektivt ubevidste kan aldrig gøres bevidste.
Mens Skyggen hører til de personlige bevidsthedslag og delvist det kollektivt ubevidste, hører modsatkønnetheden (Anima/ Animus) til de kollektivt ubevidste lag i psyken.
Forestilling om noget almenmenneskeligt og evigt gyldigt. Arketypiske motiver og billeder kendes fra myter og eventyr.
Arketypen er i sig selv (tysk An Sich) et tomt element, en form eller matrice, som indeholder muligheder.
Anvendt af Carl Gustav Jung om nogle nedarvede grundmønstre og urbilleder i psykens ubevidste. Om arketypen udtaler han blandt andet, at arketypens egentlige væsen ikke kan bevidstgøres, da den er transcendent. En arketype kan ikke tolkes og defineres endeligt.
Arketypiske billeder (i drømme) kan fx være solopgang, slange, konge, cirkel, kvadrat, guld, kors.
Arketypiske drømme er fremtidsrettede, og har som formål at bringe personen i kontakt med livsopgaven.