Adelsvåbenskjolde
øverst Rosenkrantz
nederst Bernstorff
Adelsvåbenskjolde
øverst Rosenkrantz
nederst Bernstorff
Den danske adel har bestået siden Middelalderen, men blev afskaffet med grundloven i 1849. Man har skelnet mellem uradel og rangadel.
se også
- Danske grevskaber
- Rangfølge
og rangskat
I Middelalderen bestod adelen i form af bl.a. riddere og væbnere. Med Enevældens indførelse i 1660 ændredes adelsbegrebet. Den gamle fødselsadel (uradel) fik nok lov til at bestå men blev suppleret med en rangadel (brevadel) der bestod af højtstående borgerligfødte embedsmænd, som ved et kongeligt patent benådedes med adelige rettigheder.
Dertil kom et stort antal naturalisationer, dvs. anerkendelse af udenlandsk adelskab som dansk. Endelig indførtes i 1671 en helt ny titeladel med titlerne greve og friherre (baron). Dette skete ofte i forbindelse med oprettelse af grevskaber på mindst 2500 tønder hartkorn, eller baronier på mindst 1000 tønder. Nogle af disse blev båndlagt, og betragtedes som len af Kronen. Dermed opstod en lensadel (lensgrever, lensbaroner).
Til sammenligning var hele kongeriget i 1766 opgjort til 385.000 tønder hartkorn, hvoraf 95% tilhørte godsejere, adel og kongen, mens de sidste 5% var ejet af selvejerbønder, købstæder og kirken.
Reglerne for adelen blev fastsat i Christian 5.s' Danske Lov i 1683, hvor der i artikel 1-2-11 står:
"Adelen, som ere de alleene, som for dem, deris Egtebørn og Afkom til Adelig Skiold og Hielm ere berettigede, være sig indlændiske, eller udlændiske, som enten ere af Kongem naturalizerede, eller betiene nogen Bestilling i Rangen; Item lige med Adelen Priviligerede skulle i Livs og Ære-Sager søgis for Kongens højeste Ret, med mindre de tiene under militien til Lands eller Vands, da det med dem efter den 9. Art. skal forholdis; Undtagne de højeste Officerer, som skulle i Livs og Ære-Sager søgis for Kongens højeste Ret."
Der er ikke helt entydige regler for, hvornår en slægt tilhører den danske adel. Her er nogle hovedpunkter for, hvornår man kunne optages i den danske adel.
• Slægter hvis medlemmer i tidernes morgen havde betegnelser som ridder, væbner eller af våben. Det er denne gruppe, som kaldes "uradel".
• Slægter som kongerne (eller ærkebispen) havde tildelt adelsskab - de fik et adelsbrev.
• De indfødte eller udenlandske slægter, som ejede adeligt, skattefrit jordegods.
• Udenlandske slægter som var indgiftet i den indfødte adel.
• Slægter der af kongen eller rigsrådet ved særligt patent var optaget i den danske adel.
• Holstenske adelsslægter, som ejede dansk jordegods eller havde haft varigt ophold i Danmark.
• Hertil er en særlig adelsgruppe, rangadelen. I 1679 bestemte kongen, at borgerligt fødte personer, indfødte eller udlændinge, der havde officiel rang inden for den dansk-norske embedsstand, var adelig 'for deres person' - denne adelsstand gik ikke videre end til børnebørnene.
Adelsskab nedarves kun fra en adelig far til dennes søn. En adelig slægt uddør i mandslinjen, når der ikke er flere mandlige medlemmer af slægten. Når det sidste kvindelige medlem dør, uddør den adelige slægt dermed. De efterfølgende familiemedlemmer af slægten tilhører herefter ikke adelen.
Til adelsprivilegierne hørte blandt andet eneret til at sælge stude til udenlandske købere, forrettigheder til forpagtning af konge- og kirketiender, birkeret, hånd- og halsret over bønderne, retten til at ansætte præster og degne samt rettigheder i forbindelse med jagt, fiskeri og skovbrug. Og dertil den nok mest værdsatte rettighed - skattefordele.
Adelen boede på herregårde, som også kaldes hovedgårde. Hovedgårdsbegrebet indebar oprindeligt, at gården ejedes af en adelig og havde en række privilegier, såsom tiendefrihed og delvis skattefrihed. Senere indebar begrebet også, at den var hovedgård for et gods. Det betragtedes som en hovedgård, hvis en adelig slog sig ned på gården eller lod den drive af en foged, fordi privilegierne fulgte personen og ikke gården. Sædegård var betegnelsen for den hovedgård, hvor ejeren boede.
Et gods er oprindeligt et fæstegods i modsætning til hovedgården. Senere blev det fællesbetegnelse for hovedgården og dens fæstegods.
Indenfor adelen var der forskellige måder at bestemme arvefølgen og sikre arven.
Et stamhus kunne oprettes af enhver priviligeret, der havde en sædegård på mindst 400 tønder hartkorn. Stamhuse kunne ikke hjemfalde til kronen, men fik heller ikke særlige skattefordele og beføjelser. Besidderne behøvede ikke at være adelige, og der var ikke tilknyttet nogen adelig titel hertil. Det gik udelt i arv efter en vis arvefølge, ofte til den ældste søn, og kunne ikke sælges.
Et fideikommis (betroet gods) var båndlagt kapital eller gods hvis renter tilfaldt familien, en institution, en velgørende stiftelse eller legater. Den begunstigede kunne bebo og drive godset, men kunne ikke sælge eller pantsætte det.
Et majorat var en formue, især et gods, der arves af den ældste af flere lige nært beslægtede arvinger. Besidderen havde brugsret over godset, men ikke ret til at pantsætte eller sælge det. Det tilhørte slægten snarere end den enkelte besidder. Under ét kaldes grevskaber, baronier, stamhuse og fideikommisgodser for majorater,
Med Grundloven i 1849 afskaffedes alle forrettigheder i forbindelse med adel, mens selve adelsbegrebet blev bibeholdt.
"§ 97. Enhver i Lovgivningen til Adel, Titel og Rang knyttet Forret er afskaffet.
§ 98. Intet Lehn, Stamhuus eller Fideicommisgods kan for Fremtiden oprettes; det skal ved Lov nærmere ordnes, hvorledes de nu bestaaende kunne overgaae til fri Eiendom."
I 1849 var der 21 grevskaber, 14 baronier og 45 stamhuse og fideikommisgodser. Disse storgodser omfattede da ca. 20 % af landets jord og over halvdelen af den jord, der stadig hørte under traditionelle godser med fæstebønder.
Med Lensafløsningsloven i 1919, som var en følge af Grundlovens § 98, overgik de bestående majorater og stamhuse til fri ejendom. Men det bestemtes samtidig, at lenstitlerne kunne bestå endnu tre generationer, hvorefter de skulle bortfalde.
Med Lensafløsningsloven gennemførtes ophævelse af len, stamhuse og fideikommisgodser. Med loven opgav staten sin hjemfaldsret mod en afgift på 25% af ejendommenes værdi. Desuden skule besidderen mod erstatning stille 1/3 af den overtagne jord til rådighed for staten til oprettelse af mindre jordbrug. Lensafløsningen resulterede i stor bitterhed hos mange af de berørte lensbesiddere. Lensafløsningen var endeligt afsluttet i 1928 og berørte omkring 1/10 af landets jord. Ca. 20.000 ha udstykkedes til husmandsbrug. Adskillige godser måtte frasælge væsentlige dele af deres historiske indbo for at betale statsafgiften.
Der er ikke efter 1849 foretaget egentlige nyadlinger i Danmark, men nok enkelte naturalisationer og efterfølgende anerkendelse af adelig status.