Dronning i 40 år - nytårstalerne

Dronningen med talepapir

Den 14. januar 2012 var Dronning Margrethe 2.'s 40 års regentjubilæum som dronning for Kongeriget Danmark.

Kun tre konger har siden Kristian 1. opnået så lang en regentperiode:

• Christian 4. var konge i 60 år - men blev også konge som 11-årig
• Christian 7. var konge i 42 år - han blev konge som 17-årig.

Christian 7.s sindssygdom gjorde ham dog ude af stand til at regere, hvorfor han i 1784, efter 18 års regering, ved et kup blev frataget den reelle regeringsmagt, som blev overtaget af hans søn kronprins Frederik. Han udøvede herefter regeringen som prinsregent i kongens navn, indtil faderens død i 1808, hvorefter Frederik fortsatte med at regere som Kong Frederik 6. indtil sin død i 1839. Frederik 6. var således reelt regent i sammenlagt 55 år.

• Christian 9. var konge i 43 år.
• Dronningens far Frederik 9. var konge i 25 år
• og hendes farfar Christian 10. var det i 35 år.

Den gennemsnitlige regentperiode for alle danske konger har været 27 år.

Læs mere Royal statistik.

Her er et uddrag af, hvordan Dronningen indledte hver af sine - med årene berømte - nytårstaler.  Talerne er alle årene afholdt den 31. december.

Billeder af Dronningen gennem årene ses i billedfrisen til højre.

Nytårstalerne i 1970'erne

• 1972. For min familie og for mig selv blev dette år skelsættende ved min fader kong Frederiks sygdom og død. Den dybe sorg, der ramte os, følte vi, at hele folket tog del i, og jeg kan ikke begynde denne min første nytårshilsen uden at bringe en tak for al den varme og sympati, som blev prins Henrik og mig, men ikke mindst min moder, dronning Ingrid, til del.

• 1973. Året 1973 vil komme til at stå som et betydningsfuldt år i historien, ikke mindst derved, at Danmark fra den 1. januar indtrådte i de europæiske fællesskaber. Efter kun et halvt års medlem­skab overtog Danmark formandsposten, og det nyligt afholdte regeringschefmøde i København bragte os fællesskabet på nærmeste hold og understregede dets betydning.

• 1974. Vi har i året 1974 - om end nødtvungent - måttet lære at acceptere, at energi kan være en man­gelvare. Vi har erfaret, hvor følsomt også det danske samfund er over for svingninger i den internationale konjunkturudvikling, og mange hjem må nu leve med i arbejdsløshed - eller i fryg­ten herfor.

• 1975. Nej, det har ikke været et af disse lyse problemløse år, hvor vi tilfredse og glade er parate til at tage fat på endnu et år med lykke og fremgang. Arbejdsløshed og økonomisk usikkerhed er tungt at bære, ikke blot for den, der rammes direk­te, men for alle i landet; og verden omkring os er heller ikke det paradis, vi måske som børn troe­de den var eller kunne blive.

• 1976. Danmark har lagt endnu et år til sin tusindårige historie, og vi har oplevet endnu et år i frihed og fred. Dog er det ikke kun for de lyse minder, vi vil huske 1976, for arbejdsløshed og økono­misk usikkerhed har ramt mange, og den økonomiske krise præger endnu vort land og synes ikke at skulle være så kortvarig, som man først antog. Det kan ikke undgå at påvirke de forvent­ninger, vi stiller til det nye år.

• 1977. Det er vanskelige tider, vi lever i. Ikke blot kaster den internationale økonomiske krise og usik­kerhed fortsat sin slagskygge ind over vort samfund, den blinde terror har også vist sig meget nær ved vore grænser, og vold er ikke længere et sjældent fænomen i vort eget land. Så meget synes at være blevet uoverskueligt og kompliceret, og viljerne kan synes mindre og mindre villi­ge til at bøje sig mod hinanden herhjemme såvel som ude.

• 1978. Det er, som om der til vor tid, til det årti vi nu oplever, knytter sig en frygt, en angst for fremti­den, en angst for dagligdagen, en angst for, hvad der kan møde os, når vi dykker ned i vort eget indre. Nytår ligger kun få dage efter jul, og for de familier, der har børn, er det endnu juleferie, så kan vi godt lade julen vare lidt endnu og huske juleevangeliets ord: Frygt ikke!

• 1979. Ved et årsskifte er det skik at se tilbage. Når også årtiet skifter, kan vi ikke lade være med at be­tragte hele det forløbne tidsrum. Hvordan var det på hin aften i 1969, da 7o'erne stod for døren? Så vi ikke frem til et tiår, hvor vi skulle høste de rige frugter af 60'ernes opgang, da et vældigt lyssyn endelig forekom os berettiget; morgendagen ville blive endnu bedre end dagen i dag, vi havde lært at styre økonomi og samfund, nu skulle tidens løbske heste lystre vore tøjler. I dag kan vi nok huske, at de første advarselsklemt havde lydt. Ungdomsoprøret, som vi har valgt at kalde begivenhederne navnlig i 1968, viste sig at være mere end en pludselig influenza.

Nytårstalerne i 1980'erne

• 1980. Hvad hjertet er fuldt af må komme allerførst, og jeg kan ikke begynde denne aften uden at brin­ge en tak for det gamle år. Både på rejser rundt i landet, ved festlige lejligheder og i det daglige modtager jeg, min mand og vore to drenge så megen varme og sympati fra alle sider, at det gør hver dag rigere. Til min 40 års fødselsdag modtog jeg gaver og telegrammer og hilsener, som jeg er uendelig taknemmelig for, men først og fremmest vil jeg sige tak for de kærlige tanker, jeg føler ligger bag al denne hyldest, og som er en støtte og en kilde til inspiration. For os alle i familien blev årets største oplevelse dog min moders fødselsdag, en dag, som hun vist nok selv frygtede, men som blev den smukkeste bekræftelse på, at hun ikke blot er elsket og respekte­ret, men at hendes liv og gerning har mening. En smukkere fødselsdagsgave gives ikke.

• 1981. Som Danmark ligger, er blæsten en del af vor hverdag, men naturkræfternes fulde styrke kender vi kun dårligt; de, der bor nær det store vand, og de, der har deres udkomme på havet, ved, hvad der kan hænde, men de fleste af os er vant til at give digteren ret: `Under vejrs og vindes nåde, ligger lander dybt i ro.'

• 1982. Hvad er det for et år, vi har oplevet sammen her i Danmark, det 1982 som nu næsten er forbi? Den krise, som vi længe har levet med, kan vi nu alle mærke, og mange har den ramt hårdt. Danmark er måske ikke helt det lykkeland, som vi engang syntes, det var, eller mente det ville blive. Dog kan de, der har oplevet tidligere tiders kriser, nok fortælle os, at der er meget stor forskel på dengang og nu.

• 1983. 1984 er der nok mange, der har set hen til med en vis gysen, for ikke sandt, fremtidsromanen `1984', skrevet for mere end tredive år siden, har ved sit knugende billede af et samfund, hvor al frihed og menneskelighed er undertrykt, på en eller anden måde givet en skæbnesvanger klang til det årstal, også for de mange, der ikke selv har læst bogen. Men lad os nu først og fremmest huske på, at bogen `84' netop er det omvendte af `48', det år romanen udkom, og et tal er et tal - ikke andet, så vi må ikke lade os skræmme af tallet 84 mere end af - 5 eller - 6 eller 87.

• 1984. Men lad os i aften kaste blikket længere tilbage i tiden, lad os forestille os nytårsaften 1944. Det sidste krigsnytår. Vi er mange, som ikke har mulighed for selv at huske den tid, men vi kender til den fra vore forældre og bedsteforældre. En mørk tid, kulde ude og inde, mangel på de fleste bekvemmeligheder, usikkerhed, angst, spændt forventning. De må have vidst, hvad der lå i øn­sket om et godt nytår. Det nye år måtte blive bedre. Og det blev bedre; det blev befrielsens år 1945. Freden og friheden kom tilbage til os danske - den fred og den frihed til selv at bestemme over vores tilværelse, som det har været vort held og lykke at kunne beholde siden, og som det må være vores pligt at sørge for at bevare til vore efterkommere.

• 1985. At lade hinanden komme til orde, det skulle gerne være adelsmærket for et folk og et land, som er demokratisk. Vi skal kunne tale sammen for at kunne nå til enighed, men vi skal også tale sammen, for at alle vore forskelligheder kan komme til udtryk. For vi er jo ikke kvæg eller får el­ler myrer, vi er mennesker med hver sit liv, sin skæbne, sin historie, sin stemme. Danmark er ikke et stort land, men det rummeligt, og det er fredeligt, det har vi altid ment; og når man i udlandet endog roser os for det, er det kun rimeligt, at vi også bliver stolte.

• 1986. På ny er 12 måneder gået - 365 dage. Vi har lært året 1986 at kende - glædet os over meget, ladet os oprøre af andet, men også henter trøst. Det er blevet lidt slidt, det gamle år, men det er fortroligt. Vi har vænnet os til det. Alligevel kommer mange af os nok til at mindes 1986 som året, der for alvor viste os, hvor vold­somt, ja katastrofalt mennesket kan gribe ind i naturen. Forureningen er rykket os nær ind på li­vet, og konsekvenserne kan virke næsten uoverskuelige. Vi får let deri fornemmelse, at vi selv intet kan stille op; at det `de andre', `de store', der laver ulykkerne og bare lader stå til.

• 1987. Årstiderne veksler, glider umærkeligt over i hinanden. Solen står op og går ned, står op igen: en ny dag, næppe til at skelne fra den foregående. Egentlig er årsskiftet noget sært kunstigt noget! Men sådan oplever vi det jo alligevel ikke. I morgen begynder ikke bare en ny dag, i morgen be­gynder det nye år. Vi skal skrive 1988 og tage fat på en frisk. 1988 er 400-året for Christian 4.'s tronbestigelse og 200-året for stavnsbåndets ophævelse; og begge begivenheder vil vi mindes og fejre rundt omkring i landet. Vel er der ikke nogen egentlig indbyrdes forbindelse mellem de to jubilæer; men mindeværdige er de. For trods al nøgtern kritik kan vi ikke lade være at holde af Christian 4. for hans storslåede men­neskelighed på godt og ondt; og med de store landboreformer i 1788 begyndte det Danmark, vi kender i dag.

• 1988. ’Man siger, livet har mange kår’. Den verselinje fra en af vore gamle salmer har meldt sig hos mig mange gange i de senere år. At salmedigteren nok var ude i et helt andet ærinde, gør ikke ordene mindre slående. For denne verselinje rammer kun alt for godt den følelse af mismod og magtesløshed, som kan gribe enhver af os, når vi læser om vold og hærværk i vore egne omgi­velser; og når tv næsten daglig viser os andres sult og nød og bringer billeder fra krigsskueplad­ser og naturkatastrofer lige ind i stuen til os - ofte i selv samme nu, som de sker. Der appelleres til os igen og igen, vi oprives, og vi rystes og bliver forvirrede. Så er det så be­kvemt at indtage tilskuerens passive rolle. Og undertiden ser vi næsten ikke anden mulighed. Fjernsynet og de andre nyhedsmedier overøser os med stof. Alle slags nyheder står ligefrem i kø for at påkalde sig vores opmærksomhed.

• 1989. Åndeløst har vi kunnet opleve, hvordan udviklingen har forandret verden omkring os med riven­de hast. For vort indre øje genkalder vi os de billeder, som aviser og fjernsyn har præsenteret for os. Rystende billeder, gribende billeder - fra alle verdens egne. Men ingen kan bebrejde os, hvis vi især har hæftet os ved, hvad der skete i vor nærhed - ved op­bruddet i Østeuropa. Bevægende er det, måske særlig fordi forhistorien blander sig med vore egne oplevelser. Den har fulgt os, som vi den. Der er jo tale om lande og folk, der ikke er langt borte, og som altid har tilhørt samme kulturkreds som vi, men hvis tilværelse i mere end en menneskealder har været afskåret fra vor virkelighed.

Nytårstalerne i 1990'erne

• 1990. Sjældent er et nyt år blevet mødt med større forventning end året 1990 Og det blev virkelig et skelsættende år for vor del af verden, et år, der indfriede mange forventninger, selv de dristig­ste, både hurtigere og mere gennemgribende, end vi havde troet muligt. Mure blev nedbrudt, og skel, vi troede uoverstigelige, forsvandt. Spændinger, der syntes at låse alt fast i en sprængfarlig balance, blev løst op: Det blev forår med tøbrud efter en lang, lang vinter.

• 1991. Sidste år holdt vi nytår under skyggen af en truende krig i Golfen. Det fyldte vore tanker med frygt og bæven. Jeg husker, at jeg tænkte: Hvordan har vi det mon om et år? Hvad vil vi så kun­ne se tilbage på? Nu ved vi, hvordan det gik. Vi mente nok, at vi kendte grundmønstret for 1991, men meget af det, der optog os, blev helt anderledes. Vi har set håb, der synes umulige, gå i opfyldelse. Men vi har også set håb blive knust og tilværelsens grusomme sider blive rullet op for vore øjne.

• 1992. Det er årets sidste aften: Nytårsaften, for de fleste af os tilbageblikkets aften. Ikke blot det gam­le års begivenheder passerer revy, også tidligere årsskifter melder sig i erindringen. Vi husker de seneste år for alt det, der skete i Europa, ja, i store dele af verden. Dybfrosne systemer, stiv­nede grænser tøede op og smuldrede, næsten glemte folkeslag og nationer, som i årevis havde levet i undertrykkelse, genopstod og fejrede deres genvundne frihed. Jubelen brusede fra land til land. Vi følte det også i Danmark, så glade på andres vegne har vi sjældent været. Men alt for hurtigt, synes vi, kom der pletter på den smukke festdug. Med den genvundne frihed er gamle spændinger dukket op i lyset, og fjendskaber, som vi troede hørte fortiden til, er brudt ud på ny.

• 1993. I det forløbne år har Danmark skullet tage stilling til spørgsmålet om tilslutning til Den Europæi­ske Union. Ved folkeafstemningen i maj blev svaret et ja, og siden den 1. november i år taler vi ikke mere om EF, men om EU. Hvad nu? Betyder det mere Union, mindre Danmark, - eller mere Danmark i Europa? Det er en sag, som - når alt kommer til alt - er op til os alle sammen her i Danmark. Det er vanskeligt at gå ind i en større sammenhæng, hvis man ikke ved, hvorfra man selv kom­mer; eller tage imod det fremmede, hvis man ikke véd, hvem man selv er.

• 1994. Det er sidst på året, det er sent på dagen, sent i århundredet. Det stemmer til eftertanke. Ser vi hundrede år tilbage for at sammenligne den tid med vor, er det den herskende optimisme, der falder i øjnene. De fremskridt, som videnskab og teknologi allerede havde gjort, varslede om bedre og bedre tider. Man så fremad med fortrøstning. Der lå et strålende lys over fremtiden, det 20. århundrede skulle blive det bedste nogensinde for menneskeheden. Blåøjet optimisme, synes vi i dag. Naiv fremskridtstro. For, ak, hvad bragte den fremtid? Konflikter både indadtil og udadtil, opløsning, krige, større og værre end nogensinde før. Rædsler, rådløshed. I dag ved indgangen til 1995 har vi sværere ved at få øje på stråleglansen over det 21. århundre­de. Teknologi såvel som videnskab gør nok store fremskridt, men viser også risikoen for mis­brug, for uoverskuelige konsekvenser af vor formåen, for katastrofale følger af vore gode hen­sigter.

• 1995. 'Det var saa grueligt koldt, det sneede, og det begyndte at blive mørk Aften, det var ogsaa den sidste Aften i Aaret, Nytaarsaften. I denne Kulde og i dette Mørke gik paa Gaden en lille, fattig Pige med bart Hoved og nøgne Fødder.' Sådan indleder H.C. Andersen sit eventyr om Den lille Pige med Svovlstikkerne. Det eventyr husker vi godt, og billederne fra det gamle København. Som børn fik vi det læst højt, og det gjorde et dybt indtryk på os, men vi lod os trøste med, at det var i gamle dage. I dag kunne det ikke ske, ikke her hos os. Da jeg var barn, levede vi for længst i et samfund med velfærd og velordnet forsorg, men den velstand, som vi kender, tog fart i løbet af 50'erne og 60'erne, og det forandrede hele vort sam­funds struktur. Nu var det ikke så meget landbefolkningen, der flyttede til byerne, som det var bylivet, der kom til at gennemsyre hele samfundet med alt, hvad det betyder - på godt og ondt. Vi kom alle sammen til at leve med byens hektiske, tidløse rytme.

• 1996. Alle kender vi julekalenderen, den hører december måned til. Dag for dag står flere små døre åbne, indtil man når den sidste: Juleaften. For børnene kan det næsten ikke gå stærkt nok. Men der er en dør, som aldrig kommer med i julekalenderen, og som de voksne ,synes dukker alt for hurtigt op. Det er døren til i morgen. Der står 1997 på den. Når vi har åbnet den, er vi i det nye år. Der er ingen vej tilbage. Her har vi ikke noget valg. Det er, som om selve tiden løber hurtigere med de forbløffende muligheder for kommunikation og samfærdsel, vi kender i dag. Alle kan vi komme alle steder hen. Nu kommer informations­samfundet, siger de, og vi får det hele direkte ind i stuen til os. Der kan vi sidde foran skærmen, mens vi zapper os ind og ud af alle dagens tilbud og alle fantasiens mulige og umulige situatio­ner. Her er frit valg.

• 1997. Årets og tidens gang kan ses på flere måder. Som et målebånd, der ruller sig ud: Dag føjer sig til dag i en uendelig række fra fortiden ind i fremtiden. Eller det kan ses som en evig gentagelse: Sommer bliver til vinter, december følges af januar, i år som i fjor, som gennem årtusinder. Men uanset, hvilket billede vi vælger, er der altid tale om et forløb, som det er nødvendigt for os mennesker at holde orden på. Et sted på cirklen, på målebåndet, må vi sætte et mærke. Ikke al­tid samme sted, det har vekslet og veksler stadig fra tid til tid og fra den ene kulturkreds til den anden. For os er punktet nu i denne nat, nytårsnat. Her går skellet, her er overgangen.

• 1998. Som barn husker jeg, hvor spændende det var hvert nytår, når vi skulle til at skrive et nyt årstal. Det var næsten, som når man havde fødselsdag. År for år vandt man ind på tiden og tilegnede sig et nyt afsnit af sit eget liv. Det kunne næsten ikke gå stærkt nok. Med alderen er det, som om tiden går hurtigere og hurtigere, og så er det pludseligt ikke mere så sjovt. Nu er selve århundredet blevet gammelt, og tidens hastige løb rammer os alle, gamle som unge. Er det derfor, vi er fascinerede af årtusindskiftet? Det ligger kun et år ude i fremtiden, men påvir­ker os allerede, så vi nærmest får rejsefeber. Det ukendte er både tillokkende og afskrækkende. Når det drejer sig om en rejse, er der et valg; man kan også blive hjemme. Men når det gælder tiden, er det anderledes; DEN går, og vi føres med, enten vi vil eller ej.

• 1999. Vi, der er ældre eller gamle, kan nå at opleve en lille del af det nye århundrede. Men for de unge og de yngste vil det 21. århundrede blive deres, det hvori de skal lægge størstedelen af deres indsats, og som vil blive rammen om deres liv. Hvordan vil de mon betragte vores gamle århund­rede - ja, hvordan betragter vi det selv - nu, mens vi endnu er i det? Det er tankevækkende, at næsten alt, hvad vi synes tegner det 20. århundrede, allerede lå parat ved århundredskiftet: kernefysikken, som gav os atomkraften; røntgenstrålerne; mikrobiologien; telefonen; bilen og flyvemaskinen; men også den abstrakte kunst, arbejderbevægelsen, parla­mentarismen, kvindefrigørelsen. Alle disse strømninger, disse opfindelser var med til at stemme forventningerne til det kommende århundrede højt. De gav tiden en optimistisk tone, som vi i dag kan have vanskeligt ved at forstå. For nu ved vi jo, hvordan det gik, og hvad har vi dog ikke været vidne til og medvirket til af rædsler og gennemlevet af frygt.

Nytårstalerne i 2000'erne

• 2000. Det er igen blevet nytårsaften. Vi har taget hul på det 21. århundrede; en tid, hvor mulighederne for at kommunikere forøges dag for dag. Blot ved at trykke på nogle knapper kan vi få forbin­delse til andre mennesker i alverdens lande og på alle døgnets tider. Og vi kan følge med i og se, hvad der sker overalt i verden. Men bagved lurer ensomheden. For nok kommunikerer vi, fin­der nye bekendtskaber, holder forbindelsen ved lige med venner langt eller taler med familien uden at skulle ud af huset. De nye muligheder kan være gode og sjove redskaber, men i lutter begejstring over tidens tekniske fremskridt kan det ende med, at ingen får tid til at samle sig om noget, til at være sammen med nogen, til at være noget for andre. Den virkelig givende samtale mellem to eller flere, det egentlige nærvær, det kan teknikken ikke klare. Vi kan ikke sidde bag hver sin skærm og tie sammen.

• 2001. Årene går, og i tilbageblikket får hvert af dem sit eget ansigt. Sommetider er det en begivenhed i familien, som gør året mindeværdigt: en festdag, en barnefødsel eller det år, huset blev malet; eller det kan være en stor sorg. Året vil blive husket; men det er vort personlige mindeår. Andre gange er det et år, vi alle i Danmark vil huske: et sportsmesterskab, en ny stor bro, for eksem­pel. Men der er år, vi aldrig vil glemme, og hvis minde, vi deler med millioner af mennesker i hele verden. Et sådant år vil 2001 være; for ingen af os kan holde denne nytårsaften uden at en bestemt dato står mejslet i erindringen. Da terroren slog midt ned i USA den 11. september, var det ikke blot Amerikas Forenede Stater, der blev ramt, det var os alle sammen. For det anslag føltes som en undsigelse ikke af en enkelt nation, men af alle de samfund i verden, som forsøger at leve i fred og fordragelighed, som med glæde og stolthed udnytter de mange muligheder, vor tids viden og teknologi kan give, og som arbejder på at opbygge samfund, hvor det enkelte menneske respekteres og kan trives.

• 2002. Det er nytårsaften - igen. Så alt for hurtigt, synes vi, måske især når vi bliver ældre. Men hurtigt går tiden, især for den travle; og der er mange, der har travlt nu om stunder. Det gælder både yngre og ældre. Oplysninger, forslag, data kan hentes ind ved at trykke på nogle knapper. Med imponerende fingerfærdighed jongleres der med informationssamfundets muligheder, og man lever tilsyneladende fortroligt med det; men det giver alligevel en stresset hverdag for mange; helt har vi nok ikke vænnet os til det. Nyheder fra hele verden vælter ind over os og kræver, at vi forholder os til alt, hvad der sker. Vor tids store udfordringer presser sig på: den internationale terrorisme, situationen i Mellemø­sten, kaotiske forhold som i Afrika og andre steder, truende hungersnød, menneskeskabte mil­jøproblemer. Det kan hurtigt blive uoverskueligt, og man fristes til at lukke af for de mange ind­tryk. Men tidens store spørgsmål falder ikke bort blot ved at trække dynen op over hovedet og lade stå til.

• 2003. Igen står et nyt år for døren, et skudår oven i købet: 366 dage, 8.784 timer – mere end 500.000 minutter. Man bliver helt forpustet bare ved at tænke på det. Året bliver jo næsten opbrugt, før det er begyndt, ved sådan at stilles op i tal. Arbejdstid, fritid, ja sågar kvalitetstid prøver vi at sætte i system for at nå alt det, vi skal, og alt det, vi burde gøre - og så noget af det, vi allerhelst vil have tid til. Vi savner den roligt fremadskridende tid, hvor årstiderne veksler med hver sit ansigt, sine gøre­mål, hvor uge lægger sig til uge, og månederne følger på hinanden i en rolig rytme. Sådan føles det bare ikke nu om stunder. Vi lever i en tid, hvor der kommunikeres som aldrig før. Uanset, hvor vi er, kan vi få en besked igennem angående vort arbejde, og vi kan sende en hilsen til den anden side af jordkloden og få svar næsten med det samme. Afstandene er ophævet, vi kan hol­de kontakt, og det går så dejlig hurtigt.

• 2004. Ingen véd, hvad et år kan bringe; det har vi netop måttet sande i forbindelse med den forfær­dende naturkatastrofe i Sydøstasien. Med uhyggelig kraft fejede flodbølgen ind over de lave ky­ster langs Det Indiske Ocean og førte død og ødelæggelse med sig. Blandt de mange tusinde ofre er også mange danske familier, og i disse dage må vi alle føle os dybt berørt, det er de tan­ker, som ligger øverst hos os alle. Vi er ikke ubekendt med naturkatastrofer i fjerne egne, men vi tror aldrig, at det er noget, som kan ramme os. Vi er jo blot glade turister, der søger en varmere sol og et hav, der er mere blåt end ved vore kyster. Lad os derfor ikke kun tænke på vore egne tab, men også på de mange tu­sinde mennesker, som nu må se hele deres tilværelse slået itu. Vi skal heller ikke glemme de mange familier her i landet, som har deres oprindelse netop i nogle af de hårdest ramte områ­der; også de lever i disse dage med en stor uvished om, hvordan det er gået for deres slægtnin­ge og deres oprindelige hjemegn. Netop nu varmer det derfor at se den offervilje, som mange yder på eget initiativ og det ihærdige arbejde, der gøres også fra dansk side med at sende hjælp ud til de hårdest ramte samfund.

• 2005. Sidst vi fejrede nytår, var det i skyggen af den katastrofale flodbølge i Sydøstasien. Den kom me­get tæt ind på livet af os, fordi vi endnu i de dage måtte frygte, at også antallet af danske ofre var stort. Efter mange ængstelige uger viste det sig, at tabene lykkeligvis ikke blev så alvorlige, som vi først frygtede; men for hver enkelt familie, som blev ramt, er tabet lige stort, og ude i de lande, hvor flodbølgen hærgede, vil der gå lang tid, før tilværelsen igen er normal. I dette efterår blev vi igen vidne til naturkatastrofer af et omfang, som vi har svært ved at fatte, da det nordøstlige Pakistan i oktober blev ramt af jordskælv, som ødelagde liv og ejendom og har gjort andre tusinder hjemløse. Men heller ikke et teknologisk højt udviklet samfund kan vide sig sikker mod naturens luner. Det måtte vi sande, da en serie af tropiske storme fejede ind over Mellemamerika og det sydlige USA og gjorde selv en storby som New Orleans til et katastrofe­område.

• 2006. Det år, der nu er gået, blev på mange måder ganske usædvanligt for vort land.  Vi i Danmark er stolte af vort land og af, hvad danskere i nutid og fortid har bedrevet, selvom vi gerne forsøger at lægge lidt ironisk afstand til vores selvbegejstring.  Vi er slet ikke kede af at gøre os bemærket som nation og modtager med glæde ros og opmærksomhed, og vi er ikke uvant med at blive holdt frem som et godt eksempel; men pludselig at blive genstand for ophidselse og vrede er ikke noget, vi er vant til, endsige forventer.

• 2007. Her i Danmark oplever mange af os i disse år gode tider med øget velstand, med optimisme og tryghed. Vi synes, at vi efterhånden er blevet dygtige til at indrette vort samfund sådan, at alle skal kunne få det mest nødvendige, i hvert fald når det gælder materielle goder. Vi er meget optaget af at opnå det perfekte, det gnidningsfri og behagelige liv. Landet skal være yndigt – men det må ikke lugte. Byen skal være fuld af liv – men den må ikke larme. Alle vore ønsker skulle gerne opfyldes – men det må ikke koste noget. Vi ser helst, at vort liv er fuldt af udfordringer; men de må endelig ikke blive for krævende eller medføre uberegnelige konsekvenser.

• 2008. Netop i år kan der være mange, som bekymrer sig for, hvad det nye år vil bringe. Overalt tales og skrives der alvorsfuldt om verdensøkonomien, der er ved at tabe pusten, og vi kan frygte, at vi også kommer til at mærke det i vores egen dagligdag. Mange vil naturligt være bekymrede for deres arbejde, og om det bliver sværere at få familiens økonomi til at hænge sammen. Vi har længe vænnet os til, at alt gik bedre og bedre, at morgendagen tegnede stadig lysere. Nu males der med mørkere farver; men lad os alligevel se op og ud og sætte vore bekymringer i forhold til et større perspektiv.

• 2009. Alle vil vi gerne føle at der er brug for os, og at vi hver især kan yde noget i samfundets hverdag. Det gælder også de unge, der står over for en særlig udfordring i krisetider. Det er blevet sværere at finde et arbejde. Når man endnu ikke har haft mulighed for at vise, hvad man duer til, er det skuffende, at man ikke kan få afløb for al sin energi, og det kan være vanskeligt overhovedet at finde ud af, hvor ens evner ligger, når der ikke er bud efter en. Ikke desto mindre mangler den danske ungdom ikke livsmod. De unge vil gerne tage fat og gå nye veje. De uddanner sig og dygtiggør sig. De rejser ud og får indtryk med hjem fra fjerne lande i hele verden.  Det giver dem en videre horisont, end min generation måske havde, da vi voksede op. Vi må vise de unge, at der er brug for dem. Vi må skabe plads for, at de også kan gøre sig de erfaringer, som skal til for at bringe vort samfund videre.

• 2010. Nytårsaften er det skik at se tilbage på året, der gik. Selv kan jeg ikke gøre det, uden først og fremmest at sige tak, når jeg mindes al den venlighed og opmærksomhed, som jeg har modtaget, ikke mindst i forbindelse med min 70-års-dag i april. Den dag har lagt et lys og en glæde ind over hele året, som har varmet og rørt mig mere end jeg kan sige. Det skete ikke blot her i København på selve dagen, men jeg mødte det også rundt omkring i landet, hvor jeg end kom, alene eller sammen med min familie, og det kom også til at præge vort besøg på Færøerne. Selvom vi alle hver især nok kan finde meget at glædes over i det forløbne år, har det ikke desto mindre været et år præget af den økonomiske krise, der har ramt verdenssamfundet og dermed også det danske samfund. Det er bekymrende, for mange har mistet deres arbejde, butikkerne tjener færre penge, når kunderne har mindre at købe for, og krisens globale omfang gør, at virksomhederne er ramt af mindre omsætning både ude og hjemme. Ikke desto mindre er Danmark blandt de nationer, som krisen har ramt mindre hårdt.

• 2011. Året har 365 dage; det er ens for os alle, men hvor virker det forskelligt, når man er barn eller ung, og når man er blevet voksen og efterhånden ældre. Der er så langt til juleaften, der er et helt år til en fødselsdag, der er evigt langt til sommerferien.  Siden flyver tiden hurtigere og hurtigere af sted; det har næsten lige været sommer, så bliver det nytår igen og igen og igen. Dog, uanset hvilken alder man har, vil et nyt år altid være mulighedernes år, og er man nået op i den ældre alder, kan livserfaringen være en ballast i mødet med et nyt år og en ny tid, uanset om det er præget af alvor eller optimisme. Det er alvorlige tider i disse år. Den globale økonomiske krise er tydelig for alle, ikke mindst her i Europa, hvor man står over for meget alvorlige problemer, som påvirker alle dele af samfundet. I vores tid er det blevet stadig klarere, at alle dele af verden er afhængige af hinanden, og at det, der sker ét sted, kan være skæbnesvangert også for andre. Inden for Europa er det blevet særligt tydeligt i de seneste år. Over store dele af verden er væksten gået i stå eller sat på vågeblus, og det er bekymrende, også for Danmark, skønt vi ikke er blandt de hårdest ramte. Vi ser jo, at arbejdspladser må lukke ned, og at det kan være svært at finde arbejde. Mange er bekymrede for, hvordan det skal gå dem og deres familie.

______

Læs mere Dronningens nytårstaler i fuld ordlyd på www.dansketaler.dk (nyt vindue).
De har også de senere år været optrykt i dagspressen og Politikens Hvem Hvad Hvor
Se også Monarkens nytårstaler

© Lundskov.dk | Oprettet 2009 | Tilrettet 12.01.2012