Kronprins Frederiks forlovelse

Kronprins Frederik, senere kong Frederik den 9., var i 1922 kortvarigt forlovet med prinsesse Olga.

frederik forlovelse
Politikens artikel
6. marts 1922

Som 23-årig var kronprins Frederik (kong Frederik 9.) kortvarigt forlovet fra marts til september 1922 med prinsesse Olga af Grækenland.

Dagbladet Politiken skrev om begivenheden den 6. marts 1922 blandt andet:

Kronprins Frederik Forlovet.

"Kongeparret offentliggjorde i Gaar Kronprinsens forlovelse med Prinsesse Olga af Grækenland. Forlovelsen er indgået i Cannes hvor Kronprinsen opholder sig.

Fra Amalienborg udsendtes i Gaar Meddelelse om, at Kronprins Frederik er blevet forlovet med Prinsesse Olga af Grækenland. Den officielle Meddelelse havde følgende Ordlyd:
 

Drs. Maj. Kongen og Dronningen har den Glæde at meddele, at Hs. kgl. Højhed Kronprins Frederik under sit Ophold i Cannes er blevet forlovet med Hds. kgl. Højhed Prinsesse Olga af Grækenland. Datter af Drs. kgl. Højheder Prins Nikolaus og Gemalinde, Storfyrstinde Helena Vladimirovna.

Nyheden blev bekendt i Gaar Formiddags og læstes med Interesse af de Spadserende i Politikens Hjørnevindue. Senere paa Dagen kom den officielle Meddelelse gennem Ritzau og spredtes gennem Politikens Telefonavis til alle de opmærksomt lyttende Abonnenter.

Prinsesse Olga er, som nævnt i den officielle Meddelelse Datter af Prins Nikolaus af Grækenland og Storfyrstinde Helena Vladimirovna. Danmarks fremtidige Dronning er 19 Aar gammel. Hun er født 1903 den 29. Maj efter græsk tid - efter vor Tidsregning den 11. Juni. Prinsesse Olga har to søstre, Prinsesse Elisabeth og Morina.

Prinsessens Fader er saaledes Fætter til Kronprins Frederiks Fader, Christian X. Og det unge Par har paa Fædrenes Side fælles Oldeforældre: Kong Christian IX og Dronning Louise.

Sandsynligvis bliver Forlovelsen hurtigt efterfulgt at Bryllup. Vielsen maa foregaa paa Brudens Hjemsted i Athen, og et af vore Slotte vil blive stillet til Raadighed for Kronprinsparret."

Tak for opmærksomheden

Allerede den 12. marts 1922 - dagen efter sin 23-års fødselsdag den 11. marts - havde kronprinsen en takke-annonce i Politiken:

frederik tak

Kronprinsens takke-annonce
12. marts 1922

"Tak. Da det paa Grund af min pludselige Bortrejse vil være mig umuligt personligt at takke for de mig i Anledning af min Forlovelse og Fødselsdag fra saa mange Sider tilsendte Lykønskninger, bringer jeg herved min hjerteligste Tak. Kronprins Frederik."

Forlovelsen hæves

Forlovelsen mellem kronprinsen og prinsessen holdt imidlertid ikke. Den 28. september 1922 kunne Politiken blandt andet oplyse:

"Det Communiqué der i Aftes udsendtes fra Hoffet gennem Ritzaus Bureau vil vække Opsigt - Offentliggørelsen af hævede Forlovelser er jo lidt usædvanlig. Communiquéet lyder saaledes:
Det meddeles fra Hoffet, at Hans kgl. Højhed Kronprins Frederik og Hendes kgl. Højhed Prinsesse Olga af Grækenland efter fælles Overenskomst har hævet den mellem dem indgaaede Forlovelse.
At de øjeblikkelige politiske Forhold i Grækenland skulde have nogen som helst Indflydelse paa denne Beslutning, maa betragtes som udelukket."

Parrets videre skæbner

prinsesse olga
Prinsesse Olga

Prinsesse Olga blev allerede året efter, den 22. oktober 1923, gift med prinsen af Jugoslavien, Paul Karadordevic, med hvem hun fik 3 børn. Paul døde i 1976, 83 år gammel. Olga døde i Frankrig i 1997, 94 år gammel.

Kronprins Frederik blev som bekendt gift den 24. maj 1935 med den svenske prinsesse Ingrid, der i 1947 blev regenter som kong Frederik 9. og dronning Ingrid. De fik tre døtre. Kong Frederik døde i 1972, knap 73 år gammel, dronning Ingrid døde i 2000, 90 år gammel.


Læs mere slægtsdata for prinsesse Olga De europæiske Kongehuse.