Sygefraværet på arbejdspladserne er påvirket af vejret, og følger en 7-års rytme. Karensdag forøger sygefraværet.
Dette er hovedkonklusionen på en undersøgelse jeg lavede i 1996.
Undersøgelsen omfattede 88.000 ansatte på statslige, kommunale og private arbejdspladser, med samlet 863.000 sygedage.
Overordnet viste undersøgelsen:
• Der var et sammenfald mellem antallet af soltimer og antallet af sygedage. I år med mange soltimer var der færre sygedage end i år med få soltimer.
• Derimod synes dårligt vejr i form regnvejr ikke at påvirke sygefraværet. Der var ikke nogen sammenfald mellem nedbørsmængden og antallet af sygedage. Vi er altså ikke mere syge fordi det regner.
• Antallet af sygedage er ikke entydigt større i år, hvor der er influenzaepidemier. Måske har vi nok nogle flere sygeperioder, men disse er ofte af så kort varighed, at de ikke i væsentlig grad påvirker det samlede antal sygedage.
Kommunal 7-års rytme
i sygefravær
• Der synes at være en vis fast 7-års rytme i sygefraværet. Der viste sig en markant tendens til at sygefraværet regelmæssigt toppede hvert 7. år, og tilsvarende var i bund med 7 års mellemrum.
Undersøgelsen var omtalt en del i både radio og aviser, da den blev offentliggjort.
• I 1982 indførte man en karensdag, der betød at alle lønmodtagere selv skulle betale for første sygedag. I forventning om, at sygefraværet kunne reduceres. Dette virkede imidlertid kun de første par år, hvor sygefraværet faldt. Herefter begyndte det at stige markant, og var højere, da karensdagen igen blev afskaffet i 1986, end i starten af karensperioden. Man talte dengang om, at dette var Irma-princippet, der slog igennem: ”Tag 3, betal for 1”, altså når man alligevel var syg, kunne man lige så godt tage et par dage ekstra for en sikkerheds skyld. Det kostede det samme.