Kommunernes sygefravær stiger, hvilket sætter de årlige ritualer i gang. Politikerne har forskellige syn på årsagerne: højrefløjen kobler det traditionen tro sammen med pjæk og de ansattes arbejdsmoral, mens venstrefløjen tilskriver det arbejdsmiljøet. Fagforeningerne snakker om for lidt personale og lederproblemer. Og så skriver aviserne ofte en leder om, at der må gøres noget ved det.
Det er der intet nyt i. Sådan har tranedansen omkring dette fænomen været i 20 år. Men sygefraværet fortsætter tilsyneladende uantastet sin egen rytme. Lidt op det ene år, lidt ned det næste. Uden de store udsving. Statistisk skulle fraværet såmænd stige for år 2000, akkurat som det er sket, mens det sandsynligvis vil falde de næste to år – hvis statistiske prognoser er troværdige.
Læs også: sygefraværets 7-års rytmer og om livets 7-års rytmer.
Ofte bliver man så enige om, at der skal laves en undersøgelse af sygefraværet. Og dem har der været flere af gennem årene. Uden at det har bevæget sygefraværet væsentligt.
Det er offentligt ansattes fravær der skaber størst debat. Forleden kunne man langt inde i en avis læse, at et privat slagteri med 400 ansatte havde et gennemsnitligt sygefravær på 22 dage om året. Selv om det er 6 dage mere end de ansatte i en kommune, kunne det ikke berettige til en forside, endsige en avisleder. Der er nok også større forståelse for, at slagterens hårde, fysiske arbejde kan give sygdom, end hjemmehjælperens eller pædagogens, der ”bare” arbejder med mennesker.
Årsagerne til arbejdspladsernes sygefravær kan ikke forklares med enkle midler. Derimod giver det tit anledning til forståelsesproblemer og mistolkninger. Det kortvarige sygefravær kommer i fokus – hvad enten det så er sygdom eller arbejdsulyst der er årsagen – men det har ikke den store indflydelse på det gennemsnitlige sygefravær. Det har derimod langvarig sygdom.
Lad mig tage et eksempel: på en arbejdsplads med 100 ansatte er det gennemsnitlige sygefravær 15 dage om året. På denne arbejdsplads har man nu en medarbejder som bliver alvorligt og langvarigt syg. Hun sygemeldes i 4 måneder, og vil få arbejdspladsens gennemsnitlige sygefravær til at stige til 16,2 dage. Hvis man nu opsiger medarbejderen med fx 3 måneders varsel, indgår disse 3 måneder også i sygestatistikken. Herved bliver arbejdspladsens sygefravær 17,1 dage i gennemsnit det år. Fraværet for denne ene medarbejder forhøjer altså arbejdspladsens sygefravær med 2,1 dage!
Hvis 5 medarbejdere på samme arbejdsplads får mange kortvarige sygefravær, påvirker det slet ikke fraværet i samme grad. Hvis de i løbet af et år hver pjækker 15 dage, altså samlet 75 dage, vil det kun påvirke arbejdspladsens sygetal med ¾ dag, til 15,75 sygedage.
Så vidt jeg véd har man fx samme fraværsproblemer på svenske offentlige arbejdspladser. Måske er det stigende sygefravær et nutidigt samfundsproblem?
Jeg mener ikke nye statistiske undersøgelser af sygefraværet vil ændre noget. Man risikerer blot at havne i samme hjulspor som hidtil. Jeg tror man skal søge nye veje.
En mulighed kunne være at sætte reel, uafhængig forskning i gang for at se, om offentligt ansattes sygdomsårsager adskiller sig fra alle andre. Lider de oftere end privatansatte, selvstændige eller ikke-arbejdende af kræft, depressioner, migræne, ryglidelser eller stress? Dette kunne forskning afklare, og da give grundlag for at sætte ind mod sygdommene frem for sygefraværet.
Alle har jo forståelse for sygdom, men færre for sygefravær.
PRESSE: Bragt som artikel I Århus Stiftstidende 26.8.2001 ◄Emne forside
| Senest ændret ≡